Ullas Hyggekrog 

 


 



Et bånd til den magiske verden



I sat in the sun one day
I sat in the sun one day
daydreaming my way out of here
on your behalf."

Denne sang minder mig om den sidste dag i juli 1991, hvor jeg netop sad i solen og dagdrømte. Det gjorde jeg normalt kun, når jeg havde skændtes med mor og far, dagdrømte altså. Men denne særlige dag følte jeg trang til at tænke lidt over tilværelsen.

Det var Harrys 11-års fødselsdag, og han havde netop fået sit Hogwartsbrev. Hvorfor havde jeg ikke fået sådan et brev? Ganske vist havde jeg ikke vist nogle tegn på magi, men på den anden side set: Hvordan kunne jeg undgå den evne med så dygtige forældre? Hvad nu hvis jeg var adopteret? Tanken havde strejfet mig siden far fortalte Harry og mig om - nåja, den med blomsten og bien er for gammeldags, så lad os bare kalde det livets mysterier. Harry og jeg er lige gamle, men vi er ikke tvillinger. Vi er født med godt en måneds mellemrum, så jeg har meget svært ved at se, hvordan den samme mor skulle kunne have født os, eftersom en graviditet jo tager ni måneder. Harry kunne umuligt være blevet fuldbåren på en måned. En af os måtte nødvendigvis være adopteret, hvor meget jeg end vendte og drejede den.

Harry ligner far, bortset fra sine grønne øjne, som han har fra mor. Jeg ligner ingen af dem. Jeg har lettere ved at tage på end resten af familien, selvom vi lever sundt. Mor er høj og slank, men påstår alligevel, hun skal "passe på."

Jeg kom frem til, at det måtte være mig, der var adopteret. Det passede også med mit fulde navn, Dudley Vernon Dursley Potter. Jeg havde svært ved at placere de to mellemnavne. Når jeg spurgte far og mor, trak de bare på skuldrene og sagde, at alle navne ikke nødvendigvis skulle relatere til noget bestemt.

Men hvem var så mine biologiske forældre? Måske stammede jeg fra en særlig troldmandsslægt, hvor evnerne først viste sig, når man var voksen, men til gengæld var dobbelt så stærke som almindelig magiske evner? Måske havde mine "rigtige" forældre været unge og umodne, da de fik mig, og derfor gjort det godt for mig ved at give mig væk? En dag, når de blev mere modne, ville de sikkert hente mig hjem, og vi ville alle tre leve lykkeligt til vore dages ende.

Mor rev mig hårdt og brutalt ud af min dagdrøm og tilbage til virkeligheden. "Dudley." Hun satte sig ved siden af mig på havebænken. "Der er noget, vi skal snakke om. Har du undret dig over, hvorfor du ikke har fået et Hogwartsbrev?"

"Eftersom mine forældre er troldmænd, og jeg er uden magiske evner, må jeg vel være en Fuser," sagde jeg bittert; for dagdrømme holder sjældent vand. 

Hun tog begge mine hænder og så mig direkte ind i øjnene. "Nej, min skat. Du er en ægte fuldblods Muggler. Du er født hos det flertal, der kalder sig normale; hvilket i deres begrebsverden betyder uden magi."

Som om det skulle gøre det hele bedre. Det var som at få en spand koldt vand i hovedet. Mor må have fornemmet mine følelser, som hun ofte gjorde, næsten før jeg selv var bevidst om dem. Hun omfavnede mig. Hendes lange røde hår kildede min kind, men jeg var for chokeret til at tage notits af det. Jeg var på den anden side heller ikke i stand til at græde. Det føltes som en stor knude, der sad og trykkede i maven.

"Hør her, Dudley. Min søster og svoger døde i et trafik uheld, da du var halvandet år gammel."

Jeg var desorienteret. "Du har da aldrig snakket om nogen søster og svoger," sagde jeg. "Og hvad har de i det hele taget med mig at gøre?"

"De efterlod sig en lille dreng ved navn Dudley," sagde hun stille, mens hun tørrede en tåre væk.

"Vil det sige at... du i virkeligheden er min moster?"

Hun nikkede.  "Du overlevede mirakuløst. Du havde nogle få skrammer, som de hurtigt fik behandlet på sygehuset. Derefter sendte de dig til din faster Marge. Men det kneb for hende at magte dig. For det første var hun alene om det. For det næste var hun ikke helt ung. Sjovt nok var der en socialrådgiver, der fandt frem til os. Vi må have været mærkelige i hendes øjne. Sådan ser de fleste Mugglere på os magikere. De kan se, vi er anderledes, men kan ikke definere, hvad det helt konkret handler om. Ikke desto mindre blev vi fundet egnede til at adoptere dig. Måske fordi vi selv havde en dreng på din alder, og vi fremfor alt var et par."

"Skal jeg nu til at kalde jer moster Lily og onkel James fremover?" spurgte jeg.

"Nej, det kan der ikke være tale om. Du vil altid være vores søn, og jeg håber, du vil blive ved med at kalde os mor og far."

"Men hvad med min skole, når jeg nu ikke kan komme på Hogwarts?" ville jeg vide.

"Dine forældre fik dig skrevet op til Smeltings, som efter sigende skulle være en højt kvalificeret efterskole i Mugglernes verden."

"Men jeg vil ikke væk fra jer." Nu slap gråden løs. Jeg skulle åbenbart sendes væk, fordi jeg var anderledes."

"Hør her, min skat." Mor tog mit ansigt mellem sine hænder. "Dudley, du er elleve år. Det er reglen snarere end undtagelsen, at britiske børn, såvel troldmænd som Mugglere, tager på efterskole i den alder. Det er et led i jeres modning  og uddannelse. Harry skal starte på Hogwarts, og du skulle være startet på Smeltings, selvom du var vokset hos dine biologiske forældre."

"Men det er så langt væk," snøftede jeg.

"Ikke længere end at I kommer hjem i ferierne. Faktisk tvivler jeg på, at I får tid til at længes hjem. Efter de almindelige skoletimer er der en del lektier og opgaver, der skal laves. Desuden har de fleste efterskoler nogle fritidstilbud. På Hogwarts er det Quidditch, og på Smeltings er det måske fodbold eller noget andet. Og så skal der jo også være tid til at hygge med kammeraterne. Jeg havde dårligt tid til at tage hjem i ferierne, da jeg gik på Hogwarts, selvom jeg længtes nok så meget hjem i starten."

Jeg følte ingen trøst. Hvis det aldrig var gået op for mig, at jeg var anderledes i den magiske verden, gjorde det nu. Jeg ville aldrig blive i stand til at udføre magi. Men jeg vidste også, at jeg ville være anderledes, når jeg startede på denne hersens Mugglerskole, fordi jeg stort set intet kendte til Mugglernes verden. Jeg følte mig fanget i et sært ingenmands land.
***********************

Harry og jeg fik hver vores udstyr til vore respektive skoler. Den første september kyssede mor og far os farvel og satte os på hver vores tog. Mor og jeg undlod omhyggeligt at møde hinandens blik. Vi vidste begge, at vi ville græde, hvis vi gjorde det.

Jeg var ikke mange sure sild værd, da jeg steg ud af den bus, der havde samlet os Smeltings-elever op ved toget. Hvorfor skulle det netop overgå mig, Dudley Vernon Dursley Potter? Hvorfor skulle jeg gå på en skide Mugglerskole, når jeg nu havde så intelligente forældre? For slet ikke at snakke om min bror, som i virkeligheden var min fætter. Hvor var livet dog uretfærdigt.

Så snart den officielle velkomst var overstået og vi havde fået anvist vores værelser, kravlede jeg ind i det fjerneste hjørne af min underkøje og havde utroligt ondt af mig selv.

"Halløj, der!" En eller anden bankede på sengekanten. Jeg kiggede op fra den lærebog, jeg mere eller mindre uinteresseret var begyndt at blade i. Foran sengen stod en fregnet dreng og grinede frækt. Han mindede lidt om Ron Weasley, bortset fra, at hans hår var mere kastanjebrunt end ild-rødt, som Rons.

"Det nytter ikke noget at sidde der og flæbe," sagde drengen. "Vi skal være her i syv år, så vi kan lige så godt få det bedste ud af det. Jeg hedder Daniel Mason." Han rakte hånden frem imod mig.

"Dudley Dursley," svarede jeg.

"Kom, vil du ikke med ud og se på udendørs arealet?"

Mine fordomme om at Mugglere var dumme, blev gjort til skamme allerede den samme aften. Daniel var ganske intelligent, og det slog mig, at vi var ligemænd og vores venskab var mere ligeværdigt end de venskaber, jeg havde kendt hjemmefra. Jeg troede, at Ron Weasley og Neville Longbottom var mine venner, såvel som Harrys, men nu kunne jeg se, at de mest af alt havde været venlige overfor mig. Daniel og jeg var rigtige venner.

Selvom jeg savnede mor og far og Harry frygteligt i starten, faldt jeg fantastisk godt til i den verden, jeg var født ind i. Her var jeg ikke anderledes end de andre. Ingen af os kunne lave magi, og mine kammerater troede endda, at magi var noget, der kun fandtes i eventyr. Jeg klarede mig godt i de fleste fag, især regning, matematik og EDB. Engelsklæreren var også rimeligt tilfreds med mine stile. Historie og Old-ævl kedede mig. Til gengæld fandt jeg ud af, at jeg kunne li' at svømme, og jeg var - i al beskedenhed - god til det. I hvert fald vandt jeg en del pokaler i løbet af de syv år, jeg gik på Smeltings.

Mor og far gav udtryk for, at de var stolte af mig. På det tidspunkt mente jeg dog nærmere, det dækkede over, at de var glade på mine vegne. Harry var de stolte af. Og ikke uden grund. I løbet af de syv år, han gik på Hogwarts, lå han konstant i krig med den værste og farligste troldmand, den magiske verden nogensinde har kendt. Og han endte med at bekæmpe ham til sidst. Så hvad var mine bedrifter i forhold til Harrys?
********************

Første semester gik hurtigt, og før vi så os om, var det ved at være jul. Samtidig med at de fleste af os glædede os til at komme hjem, blev den ellers så positive Daniel lidt trist.

"Jeg skal blive på skolen julen over," betroede han mig, da jeg gik ham på klingen. "Mine forældre er ude som missionære i Ethiopien, og det kan ikke betale sig for mig at rejse derud i juleferien."

"Du kan da komme med mig hjem," foreslog jeg. "Jeg er sikker på, min mor og far har plads til en mere." Jeg vidste godt, at den magiske verden normalt var skjult for Mugglere. Men når man var vokset op der, kunne det sikkert også lade sig gøre at have Mugglervenner med hjem.

Det kunne det heldigvis. Mor skrev, at Daniel var velkommen. De yngste Weasley børn skulle også være hos os julen over, da Arthur og Molly skulle besøge deres ældste søn Charlie i Rumanien. Dog ville de tage deres aller-yngste, Ginny med.

Jeg glædede mig til at komme hjem, og var glad for, at Daniel kunne komme med. Jeg glædede mig især til at snakke med Harry igen. Vi måtte hver især have meget at fortælle hinanden om hver vores skoler. Vi havde altid haft et nært forhold til hinanden. Når mor og far var urimelige, holdt vi altid sammen.

Det var skønt at se dem alle sammen igen. Mor, far og Harry omfavnede både mig og Daniel overstrømmende. Weasley drengene klappede os venskabeligt i hænderne, da de hilste. Tvillingerne Fred og George svingede os rundt i luften. Jeg var efterhånden vant til deres skøre påfund, men Daniel var målløs.

"Hold da op, har I gået til selvforsvar?" måbede han, men tog det ellers med godt humør. Jeg havde endnu ikke fortalt ham, hvad det var for en familie, han var kommet til.

"Åh, ja, vi lærer da selvforsvar på vores skole," sagde George - eller var det Fred? - uskyldigt."

"Så, drenge, nu må I ikke skræmme Daniel helt væk," sagde mor.

"Undskyld, fru Potter. Vi skal nok opføre os pænt," sagde den anden tvilling.
******************

Snakken gik livligt, mens vi spiste aftensmad. Hver især fik lov at fortælle, hvad vi havde oplevet i løbet af vores første semester. Daniel og jeg spurgte interesseret ind til Hogwarts, og de andre spurgte interesseret til vores skole.

"Er det virkelig en rigtig troldmandsskole, I går på?" spurgte Daniel forbløffet. "Hvad kan man bruge det til, når man bliver voksen?"

"Man kan blive Auror som jeg," svarede far. "Det vil sige, man kan opsnuse de troldmænd, der laver sort magi for at skade andre."

"Ligesom en politibetjent i vores verden," forklarede jeg, uden at tænke nærmere over, at jeg sagde "vores verden" om Mugglerverden.

"Man kan også blive healer som jeg," supplerede mor. "Det er det samme som en læge i Mugglernes verden. Jeg arbejder på den afdeling, hvor vi hjælper børn til verden - og sikrer os, at de har det godt, mens de ligger i deres mors mave."

Mor og far havde studeret, mens Harry og jeg var små. Det voldte ingen problemer, da meget af det var hjemmestudier. Da mor skulle ud i sin turnus-runde, var far hjemme og underviste os. En ting er, at børn fra magiske familier bliver undervist hjemme, da der ingen skoler er for dem før Hogwarts. Men hvorfor de ikke lod mig gå på en almindelig Mugglerskole, er mig en gåde. Det ville måske have gjort chokket over min herkomst lidt mindre. Men sådan skulle det altså ikke være.

Nu var mor så igang med at specialisere sig i graviditeter, fødsler og kvindesygdomme. Det betød en del overarbejde. (Det var jo ikke altid, det lige passede baby'erne at komme mellem 8-16). Hun satsede på at afspadsere til jul og i sommerferien, når Harry og jeg - og alle vores venner - var hjemme.

Senere på aftenen hyggede vi os foran pejsen. Mor fortalte eventyr; far, Fred og George udvekslede troldmandstricks; Ron og Harry lærte os nye Hogwarts sange; Daniel og jeg lærte de andre de julesange, vi sang på Smeltings.

"Sikken dejlig familie, du har," sagde Daniel, da vi var på vej i seng. Og ja, vi havde nogle rigtig hyggelige dage, hvor vi hentede juletræ i skoven, pyntede det, hyggede os ved pejsen om aftenen; sang julesange; udvekslede gaver juledag; spiste lækre måltider og dansede om juletræet. Hagrid spiste med os juledag. Han er nøglebærer på Hogwarts og bor i en lillebitte hytte på Hogwarts' grund sammen med sin jagthund Trofast. Selv er han en kæmpestor mand med vildtert hår og skæg. I Mugglernes verden ville de tro, han var en hippi fra 60'erne. Nå, gamle Hagrid er nu god nok. Daniel var ved at omkomme af grin over den måde, han talte på. Og han lo blot endnu mere, da Hagrid fremtryllede en grisehale på ham. Han turde dog ikke andet end at fjerne den, da mor sendte ham et meget sigende blik.

Det var noget andet med de to gamle damer Bathilda Bagshot og Arabella Figg. Vi knægte syntes, de to var lidt til en side, og vi kunne ikke forstå, mor dog ville invitere sådan nogle mærkelige skabninger. Da Harry og jeg konfronterede hende med vores modvilje, fik vi et længere foredrag om at acceptere dem, der ikke er som folk er flest, og ingen skulle sidde alene i julen og bla bla bla.

Før vi tog tilbage til Smeltings, blev vi mindet om, at den magiske verden er hemmelig for Mugglere. Daniel sagde ingenting til nogen om, hvad han havde oplevet. Og selvom han havde gjort det, ville det højst sandsynligt være blevet slået hen som barnlig fantasi.
***************

I sommerferien sluttede Daniel sig igen til os de sidste to uger, før vi skulle starte på skolen igen. Indtil da havde han været ude hos sine forældre i Ethiopien. Neville, Hermione og de fire yngste Weasley børn tilbragte også en del af sommerferien i Godrics Hollow. Det vil sige, vi talte op til otte børn, når vi var der alle sammen.

Far legede med os på græsplænen, mor sørgede for sunde måltider, som vi på skift hjalp hende med at tilberede. Hun fortalte eventyr og var der for os om aftenen, og var der, når vi blev kede af det eller bare trængte til at snakke. Set udefra var vi en lykkelig familie med overskud til børnenes venner. Men indtil Daniel kom, begyndte jeg for første gang at føle mig ensom. Nu gik det for alvor op for mig, hvor anderledes jeg egentlig var. De andre snakkede Hogwarts, professorer, eliksirer og besværgelser. Jeg følte mig helt udenfor. Livet på Smeltings var milevidt fra Hogwarts.

Kløften mellem den magiske verden og Mugglerverden føltes større, efterhånden som min pubertet skred fremad. Det på trods af, at jeg havde den kærligste familie, man kunne ønske sig. Harry og jeg kom stadig godt ud af det sammen, men der var ikke længere den samme fortrolighed mellem os. Han havde sin omgangskreds, og jeg havde min. Vi var ligesom vokset fra hinanden. Jeg syntes også, Harry havde et tættere forhold til mor og far end jeg havde. De vidste hver især, hvad den anden talte om, når de sagde Patronusbesværgelse, Poly juice eliksir og Smasker. Okay, hvis ret skal være ret, kunne jeg også godt snakke med mor om Kristendomslære, (hun fortalte os også historier fra Biblen), fodbold og Muggler musik. (Hun havde selv været en stor Abba fan, da hun var ung). Men forskellen mellem deres verden og min var tydelig.

Mens jeg begyndte at sætte spørgsmålstegn ved min opvækst, kom Daniel til at holde mere og mere af besøgene i Godrics Hollow. "Det er så forfriskende at møde en familie, der lever lidt anderledes end min," sagde han. Jeg havde det modsat. Mens Daniel slækkede på sin bibellæsning, begyndte jeg at læse i hans bibel. 

I sommerferien mellem 2. og 3. skoleår fik jeg lov at rejse med Daniel til Ethiopien. Men kun fordi vi kunne følges med et missionær-ægtepar, der skulle ud, hvor Daniels forældre arbejdede. Bortset fra det, tror jeg, det passede mor udmærket. Hun var ved at skrive opgave til sin afsluttende eksamen til Gynobs, dvs. en healer, der udfylder en funktion, der i Mugglernes verden ville svare til både en gynækolog og en jordemoder.

Den sommer havde mor fred og ro til at forberede sig. Harry var med Weasley familien i Egypten. Molly havde insisteret på at tage ham med, hvis han havde lyst. Hun var meget taknemmelig for, at mor og far havde taget sig af hendes yngste drenge i juleferien.

Vi mødtes alle sammen til Harrys fødselsdag. Jeg selv har fødselsdag d. 22. juni, d.v.s. før sommerferien - og lige midt i eksamenstiden. Øv! Nå, året før blev der skam også gjort meget ud af min fødselsdag, så snart jeg kom hjem fra Smeltings og Harry fra Hogwarts. Men fra dette år og de næste mange år havde jeg egentlig ikke lyst til at holde fødselsdag med familien. Jeg var godt tilfreds med at fejre den ude i Etihiopien med Daniels familie. I det hele taget begyndte jeg at finde på undskyldninger for ikke at være så meget hjemme i ferien. Meget hjemmearbejde var et argument, især mor faldt for. Hun holdt os meget i ørerne med hensyn til at få lavet vores lektier. Faktisk var det Daniel, der var årsag til, at jeg trods alt kom hjem engang imellem. Han spurgte altid, "skal vi ikke tage hjem til din mor og far i ferien? Det er så hyggeligt."
*************
Det at jeg lagde afstand til min familie gjorde, at jeg i det lange løb begyndte at savne nære relationer. Jeg måtte finde hende faster Marge. Jeg havde bare ingen ro på mig, før jeg fandt noget familie, der var som jeg selv. Godt nok havde jeg Daniel og alle de andre kammerater på skolen, men efterhånden måtte jeg vide, hvor jeg hørte til. Jeg måtte finde mine rødder på min fars side.

I slutningen af fjerde skoleår lykkedes det. Jeg sad og forberedte mig til vores årsprøver og skulle finde en oplysning på internettet. I stedet fulgte jeg en pludselig indskydelse til at google Marjorie Dursley. Nej, det passer ikke, for Google har først lige haft 10-års fødselsdag, men i hvert fald lykkedes det mig at finde min fars søster. Mit hjerte sprang et slag over, da hendes navn tonede frem på skærmen med adresse og telefonnummer. Det var som om en usynlig hånd rejste mig fra stolen og førte mig til feleton - undskyld, jeg mener telefonboksen. Til alt held havde mor lært mig at bruge en telefon. Men hvor jeg dog rystede på hånden, da jeg trykkede nummeret. Jeg var lige ved at lægge røret på igen, mens jeg ventede på svar, intetanende om, hvor stærkt et vendepunkt det ville blive.

Jeg prøvede at få styr på min vejrtrækning, indtil stemmen lød i den anden ende af røret.

"Marjorie Dursley." Stemmen lød brysk, nærmest lidt mandhaftig.

Jeg blev usikker og stammede: "Øh, goddag. Mit navn er Dudley Dursley Potter. Kan du huske mig?"

Der blev stille i den anden ende af røret i et øjeblik, der føltes som en evighed. Omsider udbrød hun:

"Åh, er det virkelig dig, min Dudderdreng? Jeg kan næsten ikke tro det! Hvordan har du det? Jeg går ud fra, at du må være på Smeltings, nu?"

"Ja, jeg er, og jeg klarer mig rigtig godt," svarede jeg stolt. "Topkarakterer i alle fag, bortset fra historie og old-ævl. Jeg svømmer i min fritid og har vundet ikke så få præmier, og til næste skoleår skal jeg være præfekt." Jeg begyndte at slappe af og nød at fortælle min længe savnede tante om alle mine succes'er. Jeg ønskede, at nogen skulle være stolt af mig, og ikke bare glad på mine vegne.

"Åh, hvor flot, min snuskebasse," kvidrede hun. "Du kan tro, jeg er stolt af at ha' sådan en dygtig nevø. Kommer du ikke ud og besøger mig en dag? Hvad skal du lave i weekenden?"

"Læse til eksamen," svarede jeg. "Men det skulle nok være muligt at komme ud til dig lørdag. Om lørdagen har vi lov at forlade skolen for at shoppe eller besøge nogen. Vi skal bare være tilbage på skolen til aftensmaden kl. seks."

"Fint. Det tager omkring en time for dig at rejse med toget. Hvis du tager det, der går kl. ti, vil Oberst Fubster hente dig på stationen kl. elleve og køre dig  til toget igen kl.fire."

"Tak skal du have, tante Marge. Jeg glæder mig til at se dig."

"Jeg glæder mig også til at se dig, snuskebasse." 

Jeg steg på toget med en glad følelse indeni lørdag formiddag. Endelig skulle jeg møde en, der forstod mig. En der var som jeg. Jeg lænede mig tilbage i sædet og drømte om alle de gode dage, jeg fremover skulle tilbringe sammen med min faster.

En rank og bredskuldret mand kiggede op og ned ad mig, da jeg steg af toget. "Du må være Dudley." Hans stemme lød brysk, men han havde et underfundigt glimt i øjet.

"Det stemmer," sagde jeg og rakte ham min hånd.

"Jeg er Oberst Fubster, som du sikkert kan forstå." Hans håndtryk gjorde næsten ondt. "Først kører jeg dig ud til din faster. Og når I har snakket lidt sammen og lært hinanden at kende, kommer jeg tilbage og kører jer til en frokost cafe ude i byen. Jeg kan forstå, din faster er ingen ørn i et køkken. Hun har for travlt med alle sine hunde, så hun lever mest af færdigretter."

"Har hun mange hunde?" spurgte jeg.

"Hun er opdrætter - og en skrap en af slagsen. Kun de mest ægte og helt igennem sunde hunde får lov at leve."

"Hold da op. Tænk hvis det også var sådan i menneskenes verden." Det lyserøde billede, jeg havde haft af min faster, begyndte at falme en lille bitte smule.

Oberst Fubster smilede skævt, mens han startede landaueren. "Sådan kan det nemt blive, hvis vi ikke passer på. Tænk på alle de fostre, der må lade livet, fordi de ikke er helt som samfundet forventer."

Jeg var chokeret, men sagde ikke noget. Var det virkelig sådan, det var i Mugglernes verden? Mor lavede mange graviditetsundersøgelser i sit job. Men hendes opgave var at redde liv og prøve at gøre det så stærkt som muligt; ikke at slå ihjel. Og jo, i troldmandsverdenen kunne man også godt få alt at vide, om det barn, man ventede. Men det skete ved sort magi, ligesom aborter. Det ville min mor, og healerstanden som helhed, ikke være med til.

"Jeg har tænkt over det, lige siden din faster overtalte mig til at drukne en svag hvalp for et par år siden," afbrød Fubster mine tanker. "Men jeg syntes, det var mere barmhjertigt at skyde den end drukne den, så det gjorde jeg. Men det er en utaknemmelig opgave, selv for en gammel oberst."

Jeg fornemmede den landlige lugt, så snart Fubster standsede i faster Marges indkørsel. "Nu ikke så sarte, drenge," plejede far at sige, når Harry og jeg holdt os for næsen, når vi var på udflugt på landet. Men jeg tror, at selv han ville få kvalme ved den lugt. En lille fed hund kom vraltende imod mig, mens den gøede og knurrede.

"Ripper!" En lige så fed gammel dame med antydning af overskæg kom ud på gårdspladsen. Hun løb imod mig med vidt åbne arme og gav mig en ordentlig knuser. "Velkommen, min Dudderdreng!" Hun kyssede mig i hele ansigtet. Jeg ønskede, hun ville holde op. Hun stank af gammel sved, hundelort og gammelt klædeskab. Men det var ingenting imod, hvordan der stank inde i huset. Det var meget værre end ude. Solen afslørede et tykt lag støv overalt. Køkkenbordet flød med flere ugers opvask og rådne madrester, og inventaret var så snavset, at man kunne skrabe det.

"Nu skal vi først og fremmest ha' en god kop te." Faster Marge satte kedlen over. "Som Oberst Fubster måske har fortalt dig, er jeg ingen mesterkok. Så vi skal i byen og spise. Det er jo ikke hver dag, man har sin nevø på besøg, så når det endelig sker, skal vi også ha' et ordentligt måltid mad."

Det var jeg glad for. Jeg kunne ikke have fået en bid ned, hvis vi skulle have spist i det møgbeskidte køkken. Det kneb rigeligt med at drikke min te. Den måde, hun lod Ripper drikke te fra underkoppen, eller rettere, slubre te, var særdeles ulækker. Jeg begyndte at forstå, hvorfor jeg var blevet tvangsfjernet. Hjemme hos mor og far er der ganske vist heller ikke altid pinlig ordentligt. Sofabordet kan godt flyde med aviser, ligesom der kan stå opvask i køkkenvasken. Men der er rent. Harry og jeg blev tvangsindlagt til at deltage i lørdagsrengøringen, når vi var hjemme. På et tidspunkt havde vi en langhåret Kneazel der hed Rapundsel. Hun fik i hvert fald ikke lov at spise med ved bordet. Nu forstod jeg, at mor havde været yderst taktfuld, da hun fortalte, hvorfor min fars søster ikke kunne beholde mig.

"Det er længe siden, snuttebasse," afbrød faster Marge mine tanker. "De rev dig så hjerteløst fra mig, da du var en lille dreng. Men nu er du gudskelov tilbage, og jeg håber, du vil tilbringe dine ferier her hos mig fremover."

"Det er venligt af dig, faster," sagde jeg. Men jeg var ikke længere så sikker på, jeg ønskede at holde ferie hos denne kvinde.

Hun så op og ned ad mig. "Jeg ser, de sulter dig. Du er så tynd. Du var sådan en sund og buttet baby, da du blev taget fra mig."

"Faster, vi spiser mange grøntsager, fisk og grovbrød hjemme hos os, såvel som på Smeltings," påpegede jeg. Desuden svømmer jeg i min fritid."

"Åh, ja, du er såååå dygtig, snuttebasse. Du vinder så mange pokaler, og du klarer dig så fint i skolen på trods af din ringe opvækst. Det kan kun skyldes det stærke Dursley-gen. Det var også tragisk, som Vernon og Petunia døde." Hun tørrede en tåre bort. "Jeg fatter ikke, hvordan din mors søster kunne få lov at adoptere dig. Hun var et råddent æble i kurven. Det kan ske selv i de bedste familier. Jeg glemmer aldrig, hvordan din moster stak af med den forfærdelige Potter-knægt og blev gravid med din lige så forfærdelige fætter. De er intet mindre end samfundssnyltere."

Jeg kunne føle rødmen stige mig til hovedet og mine tindinger banke af vrede. Hvor kunne hun tillade sig at sige sådan? Ganske vist havde jeg i de senere år sat spørgsmålstegn ved min opvækst. Men Gud nåde og trøste en hvilken som helst anden, der kritiserede min familie! 

"Jeg må korrigere dig, faster," tordnede jeg, ude af stand til at styre mit temperament længere. "For det første har min far et godt job som politimand i Ministeriet." Det var en sandhed med modifikationer.  I det sidste brev hjemmefra stod, at han havde sagt op på lokumspapir, fordi ministeren for magi, Cornelius Fudge beskyldte Harry for at lyve. "Forklaring følger, når du kommer hjem," fortsatte brevet.

"Din far er i Himlen, min dreng," sagde Marge bestemt.

Jeg ignorerede hendes kommentar og fortsatte: "Mor er læge." Jeg fandt det nemmest at bruge Mugglernes pendant til henholdsvis Auror og Healer. "Og for det andet stak hun ikke bare af med min far og blev gravid. De blev ordentligt gift. Jeg kan vise dig et billede, hvor min morfar følger mor til alteret."

"Du er sød til at forsvare din mors familie, min dreng," sagde faster Marge. "Men jeg synes dog, det er for galt, at gifte kvinder med børn er nødt til at arbejde. Det kan kun være fordi manden er et pjok, der ikke kan holde på et job længere tid ad gangen."

"Kors hvor er du gammeldags," sukkede jeg. "Det er da klart, at mor gerne vil bruge sin uddannelse, selvom hun havde råd til at gå hjemme, hvis hun ville det."

Alt hvad jeg sagde, prellede af på hende. Jeg kunne bare ikke holde hende ud længere. Da vi sad i Fubsters landrover på vej til byen, tog jeg en hurtig beslutning. Far har altid sagt, at jeg kunne blive en glimrende skuespiller. Nu var det tid til at afprøve mine evner. Jeg holdt den ene hånd for munden, og den anden på maven, mens jeg så ned i gulvet og prøvede at se rigtig syg ud.

"Er du dårlig, min skat?" Faster Marge kiggede nervøst på mig.

"Ja, jeg har lidt ondt i maven," svarede jeg. "Jeg ved ikke, om det er noget, der smitter. Der har været lidt omgangssyge på vores skole, så måske skulle Fubster hellere sætte mig af på stationen, så jeg kan komme hjem igen. Bare for alle tilfældes skyld."

"Selvfølgelig, min dreng," svarede Fubster venligt. "Du har jo heller ingen glæde af en god frokost, når du er dårlig. Så må du hellere komme tilbage, når du har det bedre."

"Jamen..." Faster Marge så desorienteret på mig.

Selvom Fubster hviskede til hende, kunne jeg alligevel høre det: "Det er heller ikke så smart, hvis han brækker sig i bilen."

Jeg tog tilbage til Smeltings med skuffede forventninger. Faster Marge var ikke den, jeg gerne ville have, hun skulle være. Men mor og far? De var som de altid havde været. Jeg overbeviste de lærere, der var på vagt, om at det var bedst, jeg tog hjem, så jeg ikke smittede de andre med mit "maveonde" her lige op til eksamen.

Jeg tog et tog til Exmoor, og derfra Knight-bussen til Godrics Hollow. Mor så ud som om, hun ikke troede sine egne øjne, da hun tog imod mig i entreen.

"Dudley? Er det dig? Lige her før din eksamen?"

"Mor!" Jeg mærkede tårerne brænde bag mine øjne, og vidste, at det ikke tjente noget formål at bekæmpe dem. Jeg lagde hovedet på hendes skulder og gav efter.

"Jamen lille skat dog." Hun lagde armene omkring mig og vuggede mig frem og tilbage, ligesom da jeg var lille. "James!" råbte hun. "Lav lige en kande te og smør et par sandwich'er. "

Nu kom far også ud i entreen. "Hør hvad foregår her? Hvad er den af, Dudley? Har du rodet dig ud i noget, knægt?" spurgte han mere muntert end vredt.

"Ja, jeg har," indrømmede jeg tørrede øjnene. Jeg gjorde mig fri af mors omfavnelse.

"Nå, men nu laver jeg te og sandwich'er. Så kan du sunde dig lidt i mellemtiden, og mens vi spiser, kan du fortælle os, hvad du har på samvittigheden."

Jeg fortalte mor og far, hvordan jeg havde følt mig anderledes og udenfor; savnede nogle ligesindede familiemedlemmer, og derfor kontaktede min faster.

"Jeg ved, jeg er gået bag jeres ryg." Jeg kiggede ned i gulvet og mærkede rødmen stige til hovedet. "Kan I tilgive mig?" mumlede jeg.

"Åh, min stakkels dreng." Mor omfavnede mig igen. Nu var det hende, der havde tårer i øjnene. "Hvorfor så vi det ikke, James? Drengen har jo været bund ulykkelig. Det var da os, der skulle be' om tilgivelse."

Far rømmede sig. "Jeg er bange for, du har ret, Lily. Men ser du, Dudley. Du ved, hvad der skete til Halloween 1981. Voldemort, den værste og farligste af alle troldmænd kom for at dræbe Harry. Det lykkedes ikke, fordi mor gik i vejen for ham. Hun blev selv ramt af Dødsforbandelsen. Men af uransagelige årsager blev hun kun kortvarigt bevidstløs."

"Men jeg aborterede det barn, jeg ventede på det tidspunkt," fortsatte mor. "Og siden har jeg ikke været i stand til at få flere børn. Så jeg er meget taknemmelig for, at vi kunne adoptere dig, Dudley. Jeg er også taknemmelig for, at vi alle overlevede, og bedst af alt, Voldemort mistede sin kraft. Nu har han imidlertid genvundet den. Du ved, der har været turnering i magisk trekamp i år. Harry blev snydt til at deltage, selvom han er for ung. I den sidste del af kampen viste det sig, at Voldemort var ude efter ham, og han måtte virkelig kæmpe imod ham. Men det lykkedes."

"Ja, og Cornelius Fudge påstod, at Harry løj, når han sagde, at Voldemort er tilbage," fortsatte far. "Det er her, historien om lokumspapiret kommer ind i billedet. Vi var samlet i hospitalsfløjen, hvor Harry hvilede ud efter sin kamp med Voldemort. Fudge var kommet for at aflevere præmien på tusind Galloner til Harry, som havde vundet turneringen. Harry blev ved med at fastholde, at Voldemort var tilbage. Fudge på sin side blev ved med at slå det hen med, at Harry var en uligevægtig løgner. Jeg vil ikke arbejde under en chef, der beskylder min søn for at være løgner. Det sagde jeg rent ud til ham. Fudge svarede, at jeg kun kunne sige op skriftligt, men der er ingen regler for, hvad slags papir, man skriver sin opsigelse på. Så jeg gik ud på badeværelset og tog en lap toiletpapir. Herefter bad jeg sygeplejersken Madam Pomfrey om at låne en pen. Fudge brummede noget over det, men den slags opsigelser er præcis lige så gyldige som alle andre, og nu er jeg fri af det ministerium."

Jeg kunne ikke lade være med at more mig over den historie. Det var lige far i en nøddeskal at bruge de midler, der var tilgængelige. Mine tanker gik tilbage til Harry.

"Det må også have været hårdt for Harry," indrømmede jeg. "Jeg har trods alt været fri for kæmpe imod farlige troldmænd."

"Det er lige der, jeg vil hen," svarede mor. "Når vi har givet Harry lidt ekstra opmærksomhed, er det fordi, han står overfor en meget vanskelig opgave. Der er en profeti, der siger, at hvis han ikke dræber Voldemort, vil Voldemort dræbe Harry. Og nu, da Voldemort er tilbage for fuld kraft, har vi genoptaget forbindelsen til foreningen Føniksordenen, der blev stiftet, mens jeg ventede Harry, og Alice ventede Neville. Vi skulle begge nedkomme sidst i juli, og profetien sagde, at den dreng, der kunne bekæmpe Voldemort ville blive født netop på det tidspunkt af forældre, som havde trodset ham tre gange. Så der var to muligheder. Både vi, og Frank og Alice havde undgået Dødsforbandelsen tre gange. Dengang Harry sendte forbandelsen tilbage til Voldemort, som prøvede at dræbe ham, var der ingen tvivl om, at hvis nogen skulle gøre det af med ham, var det Harry."

"Vi er klar over, at det må føles diskriminerende på dig, at der er oprettet en forening specielt for Harry," fortsatte far. "Men tro mig, Dudley, vi ville gøre det samme for dig, hvis det blev aktuelt. Men det er meget om at gøre, at vi ruster Harry til at gøre det endeligt af med Voldemort, før han gør det af med Harry."

"Harry ved ingenting om profetien endnu," sagde mor. "Så lad være med at sige noget til ham om det, vi her har fortalt dig."

"Det skal jeg nok," lovede jeg. Jeg kunne godt se, at jeg ingen grund havde til at misunde Harry. Han havde et stort pres hængende over hovedet, mens jeg var i sikkerhed i Mugglernes verden.

"Hvordan gik forresten mødet med din faster?" ville mor vide.

"Det var ikke særligt vellykket," indrømmede jeg. "Jeg kan godt forstå, jeg blev tvangsfjernet fra hende." Jeg fortalte dem om mødet med faster Marge og forholdene i hendes hus.

"Så har hun ikke forandret sig meget," sagde far tørt.

"Det kan godt være, jeg ikke er troldmand," sagde jeg. "Men jeg har langt mindre til fælles med min faster. Det er her hos jer, jeg har min base, og I har altid været der for mig, selvom jeg er anderledes end jer."

"Det er jeg glad for at høre," sagde far. "Vi elsker dig som vores egen søn, selvom du er Muggler, og selvom vi har været nødt til give Harry ekstra opmærksomhed. Og med den uddannelse, du tager i Mugglernes verden, kan du få en glimrende karriere der uden brug af magi. Du kan også blive pedel i vores verden, hvis du foretrækker det. Der er muligheder nok, og dit hjem vil altid være her hos os, uanset hvad." Han klappede mig på skulderen. "Og skulle vi så ikke tage en far/søn udflugt imorgen? Bare os to?"
***************************

Årene gik. Harry besejrede Voldemort, og det var heldigt både for Mugglernes og troldmændenes verden. Han havde nær mistet sit eget liv i kampen, men han kom til bevidsthed igen og klarede kampen. Og vandt prinsessen og det halve kongerige, kunne man tilføje. I hvert fald blev han gift med sin Ginny og fik tre dejlige unger.

Efter Smeltings tog jeg til U.S.A. for at uddanne mig til programmør. Herefter vendte jeg tilbage til England og fik job i et reklamebureau. Den første kollega, der bød mig velkommen, var Emmy med de store brune øjne. Okay, den første dag, vi mødtes, var hun lidt klatøjet, fordi hun havde læst Harry Potter hele natten - og grædt over at det var den sidste bog i serien. Vi faldt i hak lige fra første dag. Det er lidt af en klichee at sige, det var kærlighed ved første blik, så måske skulle jeg bare kalde det soulmates.

Jeg kunne ikke lade være med at lægge min hånd på Emmys skulder, når jeg skulle hjælpe hende med et computer problem. På et tidspunkt havde vi øjenkontakt, og jeg kunne bare ikke stå for de øjne, som var om muligt endnu smukkere nu, da hun havde fået sin skønhedssøvn.

"Din mor er en rigtig tyv," fløj det ud af mig.

"Hvad i alverden bilder du dig ind, Dudley Dursley?" Hun trak sig synligt forarget væk fra mig. "Det kan du overhovedet ikke tillade dig at sige."

"Sandheden er nok ilde hørt," forsatte jeg ufortrødent. "Hun må da være en tyv, siden hun stjal så smukke stjerner til dine øjne."

Nu bredte smilet sig på hendes ansigt, og hun begyndte at grine. "Åh, Dudley! Du er en værre en. Men tak for komplimentet."

Jeg inviterede Emmy ud og spise lørdagen efter jeg var startet på mit nye job. Hun var svært imponeret af, at jeg bestilte en taxa. Men jeg ser sådan på det, at når man er i byen og spise, kræver det en god rødvin, og når man har drukket, er det for dumt at køre bil. Det var det, der slog mine forældre ihjel.

"Bortset fra din enorme appetit," sagde Emmy, mens vi sad over middagen, "er der ingen sammenligning mellem dig og Harry Potters forkælede fætter."

"Hvad mener du med det? Jeg er Harry Potters fætter."

"Er... er du virkelig den Dudley Dursley?" Hun spærrede øjnene op og målte mig fra top til tå. "Men hvorfor?... hvordan?"

"Jo, ser du, Jo, eller J.K. Rowling som hun officielt hedder, er en god ven af familien. "Men hun er lidt hård ved mig i sine historier. Hun gør mig til en gris med en paryk, mens Harry er helten. Det er han sådan set også, men tro mig, Emmy. Vi har begge to fået en god opdragelse i et trygt og kærligt hjem."

"Nåja, ellers ville der jo heller aldrig være kommet en spændende historie ud af det," indrømmede Emmy. "Selvfølgelig var Jo nødt til at pille lidt ved harmonien for at skabe lidt spænding."

Hvad jeg ikke fortalte Emmy var, at Jo havde byttet rundt på konceptet og ladet Harry vokse op hos mine forældre i stedet for det modsatte. Måske var det også derfor hun tøvede, da jeg inviterede hende med hjem til mor og far den følgende lørdag. Man kan jo aldrig vide, hvordan Jo's Petunia Dursley ville have taget imod en ny svigerdatter.

"På lørdag? Jamen... hvad skal jeg ta' på? Hvad nu, hvis de ikke kan li' mig?"

"Slap af, Emmy. De æder dig ikke. Jeg er sikker på, de vil knus-elske dig."
**************

Emmy var drøn nervøs, da jeg hentede hende. Buketten, hun havde købt til mor, rystede i hånden på hende.

"Tag det nu roligt," sagde jeg. "De er slet ikke så slemme, som du tror."

Hun blev overrasket over, at jeg drejede mod Cornwall.

"Jeg troede dine forældre boede i Surrey," sagde hun.

"Nope."

"De er måske blevet boende på deres eksil-adresse?"

"Eksil adresse? Hvad snakker du om? De har aldrig været i eksil."

"Jamen... jeg troede... nej, glem det."

Jeg smilede lidt for mig selv. Det morede mig at forvirre Emmy. Jeg vidste godt, hun hentydede til den sidste Harry Potter bog, hvor vi flytter fra Ligustervænget, for at Dødsgardisterne ikke skal finde os.

Endnu større var hendes forbavselse, da jeg drejede mod Godric's Hollow.

"Godric's Hollow??? Hvad i alverden laver vi her?"

"Det får du snart at se." Jeg standsede udenfor mors og fars røde "bondehus" med med sort bindingsværk og blå døre og vinduesrammer.

"Bor dine forældre virkelig her?" måbede Emmy. "Jeg troede, de boede i en strømlinet villa med arkitekt tegnede møbler."

Da mor kom ud og tog imod os og præsenterede sig, blev Emmy ligbleg og klamrede sig til mig, somom hun kunne besvime hvad øjeblik, det skulle være.

Mor tog hende om skuldrene. "Jamen kære pige, er du dårlig? Kom med ind og sid ned."

Emmy fattede sig. "Nej, jeg har det okay." Hun gav mor blomsterne. "Værs'god, fru Potter, og tak fordi jeg måtte komme."

"Hvor er de smukke. Tak skal du have. Kald mig endelig Lily."

"Lily Potter er da død for mange år siden," hviskede hun til mig.

"Nej," svarede jeg. "Som du ser, lever hun i bedste velgående. "Petunia og Vernon Dursley døde i et trafik uheld, og deres søn blev adopteret af sin magiske tante og onkel."

Også mor trak mig til side. "Sig mig, din veninde, har hun problemer med sin blodprocent eller blodsukker eller noget, siden hun var ved at besvime?"

"Næ, det er vist nærmere den kunsteriske frihed, hun har problemer med," svarede jeg, som sandt var.

"Åh, jeg forstår. Hun fandt det underligt, at Lily Potter kunne stå der lyslevende og tage imod jer, når hun, ifølge Rowling, var død for flere år siden."

Emmy var imidlertid allerede begyndt at slappe af overfor den kunsteriske frihed og var synligt lettet over, at det var James og Lily Potter, der var hendes kommende svigerforældre, i stedet for Petunia og Vernon Dursley. Hun havde nu også fået hilst på far, som selvfølgelig spillede charmør. Han kyssede hende galant på kinden og gav hende komplimenter. Harrys to drenge, Jack på to og Albus på et, løb omkring og stirrede generte på den ny gæst.

"Det er vores to børnebørn," sagde far. "Vi passer dem, mens deres mor og far er ude og spille Quidditch. De kommer og spiser sammen med os. Kan du forresten li' hvidløg, Emmy?"

"Ja, jeg elsker det," svarede hun.

"Hm, pokkers osse."

"Desværre, far, du har heller ingen forbundsfælle i Emmy," drillede jeg. "Far er den eneste i familien, der ikke kan li' hvidløg," forklarede jeg Emmy.

Harry og Ginny dukkede op. Ginny så bleg ud, og styrtede ud på badeværelset, da hun mærkede duften fra køkkenenet.

"Ginny-pige, nu må vi se at få undersøgt dig." Mor lagde omsorgsfuldt sin arm om hende. "Det maveonde har varet over en måned. Det er lidt usædvanligt."

"Undersøgt er jeg allerede blevet." Ginny smilede. "Jeg var hos egen healer igår."

"Okay, og hvad sagde hun?"

"Hun sagde, at der ikke var noget galt."

"Så har hun ikke gjort sit arbejde ordentligt," sagde mor forarget. "Du er træt, kaster op og kan ikke holde maden i dig. Noget er der altså galt. Det kan jeg se både med og uden healer-øjne."

"Der er såmænd ikke andet galt, end at du skal være farmor igen," smilede Ginny.

"Næ, er det rigtigt? At jeg dog ikke selv havde tænkt på det. Jeg som ellers laver så mange graviditetsundersøgelser." Hørte du det, James?"

"Hva'?"

"Vi skal være bedsteforældre igen."

"Nej, er det sandt? Jamen tillykke, kære børn."

Mor og far glemte Emmy og mig et øjeblik, mens de kyssede og krammede Ginny og Harry, og gav drengene sving-ture.

Omsider fattede mor sig. "Undskyld, Emmy og Dudley. Dudley, du ved, hvor fjollet jeg bliver, når jeg får den slags meddelelser."

Jo, tak, det vidste jeg godt. Mor går fuldstændig i selvsving, når hun hører om graviditeter og fødsler. Jeg glemmer aldrig, da Ginny blev gravid første gang. Mor lo og græd og vidste ikke , hvilket ben, hun skulle stå på; far dansede rundt og sang; og da Jack var født, var de begge helt pjattede med at tage billeder; de kæmpede om indbyrdes om at få lov, at sidde med den lille; skifte ble, og senere made ham.

"Nu kan I godt sørge for at få en pige denne gang," afbrød mor mine tanker. Hidtil har vores familie været domineret af knægte."

"Ah, Lily, nogle friske knægte kan vi da ikke få for mange af," påstod far.

"Nå, nej, jeg vil da også elske en lille dreng lige så højt," trak mor i land. Nå, men værs'go at sætte jer til bords."

"Rødvin, Emmy?" spurgte far.

"Jo, tak."

"Dig vil jeg ikke spørge, Ginny. Du må holde dig til græskar juice nogle måneder."

Da alle havde fået noget i glassene og vi skulle til at skåle, rystede Emmy på hånden, så hun spildte lidt rødvin på dugen. Hun så ud som om, hun kunne være krøbet i et musehul, og jeg kunne bare ikke la' være med at grine af hende, selvom det måske ikke var så gentle-man-like.

"Bare hæld det hele ned på en gang, Emmy," foreslog far. "Det hjælper på din nervøsitet."

"Lad nu den stakkels pige være." Mor lagde sin hånd over Emmys. "Tag dig ikke noget af de mandfolk, og pyt med dugen. Den kan renses, og du er ikke den første, der har spildt, og du bliver heller ikke den sidste.

Bortset fra denne lille episode, forløb aftenen fint. Selvom Emmy og jeg var outsidere i forhold til min magiske familie, snakkede hun godt med mor og Ginny. Mugglerkvinder såvel som hekse har shopping-gener, de elsker small-talk og de holder sammen mod os mænd. Mor tilbød at tage drengene en weekend, så Ginny og Harry kunne komme på "kæreste-ferie." Far protesterede på skrømt.

"Lily! Tænk på min gigt."

"Årh, hvor du jamrer dig, James Potter." Mor rystede på hovedet. "Mænd, altså!" Hun hviskede fortroligt til pigerne, dog så højt, at far og jeg lige nøjagtigt kunne høre det: "Kan I forestille jer mænd føde børn?"

"De ville allermindst dø," grinede Ginny.

"Så, nu skal I ikke komme for godt igang, piger." Far løftede pegefingeren. "Nu går jeg ud og laver kaffe. Vil I med, drenge?"
****************

Den dag, Emmy og jeg meddelte mor og far, at vi ville giftes, var mor igang med bryllupsforberedelserne, næsten før vi havde givet meddelelsen. Jeg tror, det var ved at blive lidt for meget for Emmy, men hun tacklede det utroligt flot.

"Lily, pas dog på, du ikke løber dig et slagtilfælde til," sagde hun. "Du har rigeligt at se til med det nye barnebarn, en chef stilling og foreningsarbejde oveni."

Mor lo. "Jeg ved det godt, Emmy. Jeg har sagt det til Ginny, og nu siger jeg det også til dig. I må sige fra overfor mig, hvis jeg bliver for ivrig. Der er visse ting, jeg bare ikke kan stå for."

Det var sandt nok. Jack og Albus havde lige fået en lillesøster, så nu var mor igen helt elektrisk.

På bryllupsdagen ventede jeg spændt på min tilkommende ved alteret sammen med Harry, som var min forlover. Jeg havde sommerfugle i maven, det skal ingen hemmelighed være. Harry gjorde alt for at aflede min opmærksomhed. Far klappede mig opmuntrende på skulderen, og mor gav mig et knus, da de kom ind. Endelig begyndte orgelet at bruse, døren gik op og den smukkeste prinsesse fejede ind sammen med sin far. Emmy strålede omkap med solen, som hun nærmede sig i sit store skrud af en brudekjole. Jeg blev rørt til tårer.

Efter vielsen kørte vi i karet hjem til mor og fars have. Gamle Hagrid havde i dagens anledning dekoreret vognen med drager, slanger, tre-hovede hunde og andre mærkværdige væsner, som efter Hagrids mening var noget af det smukkeste, man kunne forestille sig.

Efter receptionen var der middag i have pavillonen. Sange, taler og sjove optrin prægede aftenen. Som brudevals havde Emmy og jeg øvet Lambada til stor jubel for gæsterne. Mor var imponeret. Hun beskæftiger sig lidt med Kreativ Dans i sin sparsomme fritid, og hun var meget opsat på at lære denne Muggler dans - og ikke mindst lære fra sig.

Bryllupsrejsen gik til Thailand. Der havde vi et par skønne uger, og da Emmy fik morgenkvalme og ikke fik sin menstruation, vidste vi, hvad klokken havde slået.

Ligeledes vidste vi, hvor tosset mor og far ville opføre sig. Og ganske rigtigt gik især mor helt i selvsving som sædvanlig. Ja, vi var alle glade. Emmy havde det fint, da kvalmen var overstået, og både mor og Muggler-lægerne forsikrede os om at alt var som det skulle. Jack, som i mellemtiden var godt på vej til fire, glædede sig til at få en fætter at lege med.

"Hvad hvis det bliver en pige?" spurgte Ginny. (Vi ønskede ikke at vide kønnet på forhånd - eller i det hele taget vide for meget om det barn, vi ventede).

"Så sælger jeg hende," svarede den lille bøllespire. Han trak dog lidt i land, da hans mor forklarede ham, at så ville onkel Dudley og tante Emmy blive kede af det.

Det var med jubel og latter mellem veerne at vi tog afsted til fødeafdelingen. Det øjeblik vores lille Isabella kom til verden var ubeskriveligt. Jeg må ærligt tilstå, at der faldt en tåre, mens jeg klippede navlestrengen.

Someone's in my arms now,
got Heaven in my arms now.
     
Slowly I rise from the abyss
on her behalf.


Selvom jeg havde "rejst mig fra afgrunden" for mange år siden, begyndte denne sang igen at rumstere i mit hoved nu, hvor jeg stod med vores lille prinsesse i armene.

Da den første eufori havde lagt sig, skyndte jeg mig at skrive til far og mor. Jeg ilede ned til posthuset og lagde brevet i den specielle boks, de havde oprettet, så beskeden gik ind i den magiske verden og derfra direkte til modtageren. De skide troldmænd! Hvorfor kan de ikke bare bruge mobil telefoner ligesom os andre?

Vi fik dog ikke lov at glæde os ret længe. Sygeplejersken rømmede sig, mens Emmy ammede Isabella, og jeg sad med armen om hende.

"Emmy og Dudley, jeg er ked af at være lyseslukker, men vi skal lige have taget nogle prøver."

"Er der noget galt?" Emmy, der havde strålet som en sol, ændrede udtryk. Nu så hun på sygeplejersken med store, bekymrede øjne.

Sygeplejersken viste os Lillepigens håndflade og pegede. "Kan I se den linie?"

Min mave snørrede sig sammen. Det var den linie, der indikerede Down's Syndrom.

"Vil det sige, hun er mongol?" spurgte jeg overflødigt.

"Vi må se, hvad prøven viser," svarede sygeplejersken. "Men den linie minder mistænkeligt om Down's Syndrom."

Emmy holdt lille Isabella tæt ind til sig, som for at beskytte hende mod en kold verden, der kun har plads til det perfekte.

Jeg selv havde svært ved at rumme nyheden. Jeg måtte bare ud og have noget frisk luft. Set i bakspejlet var det luset overfor Emmy. Hun havde det jo mindst lige så forfærdeligt og havde brug for at jeg var sammen med hende.

Mens jeg gik rundt på sygehusets grund og skiftevis skældte og smældte og tudede, kom mor og far mig i møde med en stor buket røde roser. Beskeden var alligevel nået hurtigt frem.

"Tillykke, min dreng!" De gav mig et bjørneknus. Mor fik øje på mine forgrædte øjne og smilede. "Ja, Dudley, det er et rørende øjeblik, ikke?"

Jeg fattede mig. "Mor og far, der er noget, jeg er nødt til at fortælle jer." Jeg vinkede dem med op på afdelingen, mens jeg forberedte mig på, hvordan jeg skulle fortælle dem det. I mellemtiden gik det op for mig, at min vrede og frustration var afløst af ømhed for Emmy og den lille pige og trods mod den åh, så normale omverden.

If you put your race before her innocent face
I'll leave you hanging by a thread.
She is born with just one book in her hand,
pages blank I take a stand.

 
Aldrig så snart var vi kommet ind på stuen, før mor styrede lige mod Emmy og lagde roserne i favnen på hende, mens hun gav hende en kæmpeknuser. "Tillykke, min pige. Jamen, du græder jo. Har det været en hård omgang?"

"Mor, se her," afbrød jeg, idet jeg tog Isabellas lille hånd.

"Åh, ja, hvor er hun dog kær!" Udbrød mor og tog hende op af baby sengen.

"Ja,ja," nikkede far. "Hun er skam en fin lille prinsesse."

"Mor og far, nu skal I høre på mig." Jeg var ved at blive utålmodig. "Kan I se den fure?" Jeg pegede i Prinsessens hånd.

"Ja, mindsandten!" udbrød mor euforisk.

"Er du klar over, hvad den betyder?" spurgte jeg brysk.

"Det skulle jeg mene," svarede mor. "Jeg har set den så mange gange i mit arbejde på St. Mungo's fødeafdeling."

Jeg mærkede rødmen stige mig til hovedet og tindingerne banke. Vi havde fået et mongolbarn, og mor virkede ikke det mindste ked af det på vores vegne. Tværtimod.

"Jeg må lykønske jer ekstra meget," afbrød hun mine tanker. "Det er det magiske bånd, vi altid kigger efter hos nyfødte troldmandsbørn. I har sat en lille heks i verden. Endnu engang tillykke."

"Vil det sige at hun slet ikke er mongol?" spurgte Emmy med en blanding af vantro og lettelse.

"Ikke det mindste," forsikrede mor. "Så ville furene gå i den anden retning. Men selvom hun var, skulle hun være præcis lige så velkommen hos farmor og farfar. Alle børn har krav på kærlighed."

"Godt gået, knægt!" Far klappede mig så hårdt på skulderen, at det næsten gjorde ondt.

"Emmy har gjort det hårdeste arbejde," påpegede mor og lagde hånden på hendes skulder.

"Men Dudley har leveret generne," svarede far.

"Så langt har du ret," lo Emmy. "Mig bekendt er der ingen hekse i min familie."

"Men uanset hvad, ville den lille prinsesse være lige velkommen," sagde mor.

Jeg mærkede en tung sten falde fra mit hjerte, mens jeg blev varm indvendig. En ting var, at vores lille pige ingenting fejlede. Det kunne jeg kun være lettet over. Men en anden ting var, at selvom jeg forlængst havde erkendt, at jeg var mor og fars søn, havde jeg også erkendt, at jeg var anderledes. Men i lille Isabellas hånd, havde jeg, bogstavelig talt fundet et bånd - eller endda en livslinie til den magiske verden.

 





  





Skriv til mig