Verden ifølge Miss Black. 

Lørdag d. 6. december 2008

Hej, jeg hedder Miss Black og er en meget fin stuemis, at I bare ved det. Jeg må være, hvad menneskene kalder en mønsterbryder. Jeg er født som vildkat, men  helt ærligt: Hvorfor hænge ud med gårdkattene, når man kan fedte sig ind hos menneskene? Og ligge behageligt i sofaen, sengen, bag computeren eller i vindueskarmen. Herfra kan man følge med i alt, hvad der foregår udenfor - uden at tage del i det, vel at mærke.

For øjeblikket er sofaryggen mit yndlingssted, men ved I hvad? Min menneske-mor har sat nisser op, så jeg ikke kan ligge på min sædvanlige plads; eller i hvert fald den plads, der er sædvanlig for mig i øjeblikket. At hun vil være det bekendt. Det er jo en grov fornærmelse!!! Men nu har jeg bare gemt mig for hende, har jeg. Jeg elsker at lege gemmeleg. Så render menneskene rundt og kalder på mig og kan slet ikke finde mig. Nej, for jeg gemmer mig et nyt sted hver gang, og hver gang bliver de lige overraskede. "Nå, der var du, Sorte!" Udbryder de. Sorte er mit kælenavn. Som om jeg ikke godt ved, at jeg er kulsort. Tsk tsk! Det er en praktisk farve, for så kan jeg gemme mig i garderoben eller ved deres sorte rygsække. Så kan de ikke få øje på mig. Heri er min "far" dog uenig. Han siger, jeg skulle have reflekser på, så han kan få øje på mig, når han kommer fra aftenvagt. Han er bange for at køre mig ned, når jeg sidder foran garagen i bælg ragende mørke. Men helt ærligt, det kunne han aldrig nænne.

Snif snif... hvad er nu det? Den duft kommer fra køkkenet. Jeg må hellere gå ud og hjælpe "mor" med at lave mad. Hvis jeg ligner en mis(s), der ikke har fået mad i 14 dage, falder der måske en godbid af.
****************************************

Søndag d. 7. december

Idag er det søndag, og det betyder ekstra morgenmad til mig. Foruden min A-38, som de påstår er godt for min mave, og min 1/2 OptiCat får jeg hver søndag en leverpostejskugle. Meen, jeg har gennemskuet min madmor. Tror hun ikke, jeg ved, at hun ruller en lille blå pille ind i leverpostejen, for at undgå, at jeg en dag tropper op med hele familien Mis? Som om jeg overhovedet ville have noget med de gårdkatte at gøre. Næ, nej, den tid er forbi. Gråmis tror stadigvæk, at jeg hører til hans slags. Sært han ikke er blevet klogere. Jeg har været fin stuemis i over et år, mens han stadig er en gårdkat. Han vil gerne i lag med mig, men så kan han få en lige højre, kan han. Og ved I hvad? Min madmor og -far fodrer også gråmis med alskens lækkerier og siger, jeg skal lade ham spise i fred. Men det kunne lige passe. Den gårdkat er ikke værd at give noget. Når jeg kan se mit snit til det, går jeg ud og æder det fra ham, og hvis han prøver på noget, kan han få en lussing. Jeg spiser mig nemlig hellere en mavepine til end jeg deler med Gråmis.  
Så kan det nok være, mor og far kommer med deres moral-prædikener om at være god ved dem, der ikke har det så godt som jeg selv og bla bla bla. Men sikke noget vås. Enhver er kattenriveme sin egen lykkes smed, og dem der ligger ned, må man træde på. Sådan er kattenes verden nu engang.
*****************************************

Mandag d. 8. december

Hun sover længe idag, min madmor. Jeg har siddet meget længe her på køkkengulvet og ventet på hende. Nå, endelig kommer hun. Klokken er også syv, så det er ikke for tidligt. Meen, man må jo hellere holde sig gode venner med hende. Hun aer mig på ryggen og siger "Go'morn, Mis." Jeg svarer igen med at stryge mig op ad hende. Hun gi'r mig 1/4 mis-madpakke, (OptiCat), før hun går på badeværelset. Herefter spiser vi begge A-38, og jeg får 1/4 mis-madpakke mere, og hvis jeg er mere sulten, får jeg endnu 1/4. Herefter vil jeg gerne ud og ha' lidt morgenluft. Jeg kommer ind igen til middag, for der vanker leverpostejmad - som jeg desværre skal dele med Gråmis, øv!

Jeg har fundet et rigtig godt sovested. På den lille sofa ligger en stor pude og oven på det et uldtæppe, der er rigtig dejligt. Mine mennesker kan ikke forstå, jeg kan ligge helt lodret ud over kanten og sove uden at få hovedpine. Men vi katte forstår at slappe af, når vi slapper af, så vi går ikke rundt med spændinger i kroppen ligesom menneskene.

Der duftede rigtig dejligt fra køkkenet her til aften. Den stod på farsbrød, og jeg fik lovning på at smage et lille stykke. Desværre forrådede min mave mig, da jeg var på toilet og der kom tyndt udenfor bakken. Min far var henne og rense op, og mor gav mig ekstra A-38. Ikke lige, hvad jeg havde drømt om. Nå, men der faldt alligevel en lille bid farsbrød af - selvom ham den gamle er lidt langsom til at få lagt det ud på min tallerken i bryggerset. "Rolig, Sorte, jeg er en gammel mand," indrømmede han. Men det værste var alligevel, at han ødelagde min mad ved at dyppe den i en rest A-38, jeg havde levnet. Hvad man ikke må finde sig i som indekat, tsk tsk!

Nå, men nu vil jeg gå ind i kontoret og få min aftenlur. Det er nemlig også godt at ligge ved siden af computeren, skal jeg sige jer. Godnat og tak fordi I gad læse om mine oplevelser for idag.

Tirsdag d. 9. december

Idag var det mig der var ved at komme for sent op, så jeg måtte nærmest flyve ud i køkkenet, da jeg hørte, at mor stod op. Det sædvanlige morgenritual: Vi siger godmorgen til hinanden, jeg får min morgenmad sideløbende med, at mor gør sig i stand, (hun påstår, jeg sluger det for hurtigt, hvis jeg får det hele på een gang, og at det ikke er godt for min mave).

Jeg synes, far havde lidt travlt med at ae mig, da jeg spiste leverpostejmad sammen med Gråmis til middag. Jeg gad vide, om det var en pipette mod lopper, han listede i min pels? For den blev så fedtet bagefter, og jeg måtte ikke vaske mig. Man lærer efterhånden at gennemskue menneskenes små tricks. Jeg er ellers ikke så meget for alle de behandlinger, de vil have lokket mig til: P-piller, mavemedicin, loppekur, ormekur. Men jeg vil heller ikke gå glip af de privillegier, man har, (eller rettere tager), som indekat, så jeg er nødt til at tage det sure med det søde.

Onsdag d. 10. december

Jeg skyndte mig at løbe med mor ind, da hun kom fra arbejde. Vi er alene hjemme i aften. Vi skulle begge to have lidt at spise. Mor gik ind i stuen med sin fyraften-te. Jeg løb med, da hun var færdig i køkkenet, og der ikke så ud til at være mere at komme efter. Så lå vi der i hver vores sofa og tog en "morfar". Da hun begyndte at arbejde ved computeren, satte jeg mig lige på underlaget til hendes mus. Det virkede. For så måtte hun jo lokke mig væk på en eller anden måde, og hun var udmærket klar over, at jeg ville følge med, når hun gik ud i køkkenet og skramlede lidt. På den måde fik jeg tiltusket mig en ekstra godbid. Pyt med om man kan regne, hvis bare man kan regne den ud, hehe!

Lørdag d. 13. december

Jeg var helt hjemløs her til aften. Far gjorde rent i bryggerset, hvor jeg har min sandkasse og min mad. I det hele taget, det med rengøring er ikke lige mig - undtagen når det gælder pels pleje, selvfølgelig. Når de begynder at støvsuge og sjaske med vand, er jeg den, der er skredet. Hvis det stod til mig, skulle der aldrig gøres rent. Hvad skal det griseri til for? Mennesker er nogle mærkelige størrelser. Nå, men tilbage til min plads. Bortset fra alt det rengøring, er jo rart nok at få en rent toilet og foderbakke. Jeg fik også rent vand, men jeg synes nu, det er bedst, når det er et par dage gammelt. Til gengæld fik jeg et stykke råt bacon. Manner, hvor det smager! Jeg elsker at hjælpe til med at lave pizza. Jeg kunne godt ha' spist meget mere, men måtte nøjes med misse-madpakke for resten. Øv!

Søndag d. 14. december

Det har været en rigtig god dag idag, for jeg har fået så mange godbider. Jeg startede med min sædvanlige søndags-leverpostejskugle imorges, I ved, den hvor der er en blå pille i, for at jeg ikke skal få missebørn. Nå, men indpakningen var god nok. Her til aften, da mor kom cocktailpølser i spaghettien, var hun lige ved at glemme, at jeg skulle ha' en. Jeg stirrede stift op på køkkenbordet, om jeg kunne se mit snit til at hoppe op. "Nu skal du ikke få sorte mistanker," sagde mor. Så kom hun endelig i tanke om, hvad jeg ville  og skyndte sig at fiske en pølse op af vandet og køle den til mig under vandhanen, mens jeg pilede ud til min madskål og mijavede højlydt. Den pølse smagte efter mere. Jeg blev ved med at holde vagt i køkkenet, selv efter at de andre var gået ind og spise. Der faldt dog ikke flere pølser af. Jeg måtte nøjes med et stykke misse-madpakke og A-38 for resten. Den sædvanlige sang om, at min mave ikke havde godt af flere godbider. Jeg synes godt snart, de kunne sætte en anden plade - eller CD - på...

Onsdag d. 25. marts

Hej med jer. Det er snart længe siden I har hørt fra mig. Jeg har sovet hele vinteren - når jeg altså ikke har tigget godbidder. Hvorfor skal man nøjes med misse-mad og A-38, når der er så meget andet lækkert i huset?

Og ved I hvad? Jeg havde ellers fundet sådan et godt sovested. Vi har fået restaureret vores soveværelse, og imens har der stået tøjkasser i stuen. Det er altså et rigtig godt sted at sove. Der er dejlig blødt, og det dufter af mine mennesker. Jeg er mest glad for min far, og vil allerhelst ligge ovenpå maven af ham, når han ligger på sofaen. Bevares, mor er da god nok, når hun serverer godbidder, men det gør hun desværre ikke så tit. Jo, her til middag fik jeg lov at slikke makreldåsen.

Jeg var ellers ved at blive lidt nervøs i morges. Mor stod op og gav mig morgenmad som hun plejer, før hun skal på arbejde. At hun går om morgenen er meget almindeligt. Men idag skulle far også tidligt op og afsted. Han plejer ellers først at køre om eftermiddagen, så jeg var helt forvirret over at han også kørte allerede imorges.

Der lå jeg så på trappen over middag og og kunne ikke komme ind. Ja, jeg blev helt bange for, at mine mennesker havde svigtet mig, men så kom mor heldigvis. Og far kom da også rimelig hurtigt efter.

Onsdag d. 1. april

Øv, hvor er jeg sur idag! Jeg må ikke komme ind i soveværelset, fordi jeg har lidt dårlig mave. Det er ellers så dejligt at putte sig i sengetøjet, men de vil ikke have, at jeg griser det. Som om det var bedre, at de render rundt med den der grimme spray og sprøjter på mine pletter. Det hører sig da ingen steder hjemme.

De er altså også noget sære, de mennesker, for ved I hvad så? Min kæreste, en flot hvid hankat, gik ude i gården, men mor sagde meget afmålt til ham: "Sorte kommer ikke ud nu." De vogter på mig som en drage på en prinsesse, selvom jeg får blå piller. Men Gråmis, ham skal jeg være god ved. Altså helt ærligt! Hvad skal jeg med sådan en gårdkat, når jeg kan få en fin hvid mis?

Men der er noget jeg ikke forstår - eller måske misforstår jeg? Siden de flyttede deres ting ud fra soveværelset, da det skulle gøres istand, har der været en anden sort kat, der har kigget på mig gennem en glasflade. Når jeg går hen imod den, kommer den hen mod mig, og når jeg går den anden vej, gør den anden kat det også. Den gør hele tiden det samme som mig, og det er møg irriterende. Derfor ville jeg gerne have fat i den kat og sige den et par sandheder. Men tror I, jeg kan finde den? Jeg har kigget om bagved denne sjove glas-dims fra alle sider og vinkler, men der er ingen kat. Det er meget mistænkeligt. Man skulle tro, at huset emmede af magi og trolddom.

Nå, men så kan jeg da lægge mig lidt på min fars arbejdsbord og holde lidt styr på ham. Jeg kan ikke ha', at han forsvinder fra mig. Mor er det lige meget med, bare hun er der, når jeg er sulten. Vi er jo nogle, der forstår at regne den ud.

Søndag d. 19. april

Jeg har fået noget nyt missemad, og det smager bare SUPER. Der er sådan noget lækkert sovs ved. Men nu skal mor jo ikke tro, hun kan narre mig, for ved I hvad? Her til morgen gav hun mig kun en enkelt kødbolle, som hun insisterede meget kraftigt på, jeg skulle spise. Men jeg kender alle hendes tricks. Hun havde puttet en blå pille i, havde hun. "Miss Black," siger hun til mig. "Jeg passer ikke dine børn, hvis du pludselig en dag kommer med hele familien." Hun er en køn bedstemor, hva'.  Meen, lad os nu se. Jeg tror ikke på, hun kan stå for sådan nogle små nuttede killinger - og far kan da slet ikke, så jeg overlader da bare hele flokken til dem, hvis det skulle ske. Ligesom de får lov at løse alle mine andre problemer. Hvad har man ellers sine mennesker til?

Lørdag d. 25. april.

Idag var begge mine mennesker væk hele dagen. Far kørte kl. 9, og mor kom først hjem kl. 18. Hun skulle vist nok gøre et sommerhus rent. (Godt jeg ikke var med der). Men hun er jo så tit væk om dagen. Det er mere mystisk med far. Han plejer ellers først at køre på arbejde om eftermiddagen, men af uransagelige grunde skulle han allerede afsted imorges og kom først hjem kl. 20. Det er så det, men nu er de også begyndt at snakke om ferie. Det betyder, at de ikke er hjemme i nogle dage, og farmor og farfar kommer og giver mig mad. De er da også meget søde. Farmor har sagt, at jeg må komme på ferie hos dem, hvis jeg opfører mig pænt, meen, det er jeg ikke særligt interesseret i. Tænk at gå sammen med deres dydsmønster af en Missemor og hendes utålelige søn. Næ, mor og far kan bare blive hjemme, kan de.

Søndag d. 3. maj

Her til morgen tog jeg fusen på min mor. Jeg plejer jo at få p-pille om søndagen. Det er jeg ikke så meget for, så jeg startede med at kradse på soveværelse døren kl. seks. Mor stod da også op og startede med at give mig en "leverpostej kugle". Meeen, den hopper jeg ikke på. Jeg kradsede på døren og miavede, for at komme ud. Det må jeg eller ikke før jeg har spist min leverpostejkugle. Men ganske som jeg havde forventet, gav mor efter og lukkede mig ud. Ja, for ellers havde jeg bare fortsat med at mijave, når hun var gået i seng igen. Det gider hun lige godt ikke på en søndag morgen, selvom hun ellers er den mest morgen-duelige af de to. Desværre slap jeg ikke for for pillen. Jeg blev tvunget til at tage den senere, for ellers vankede der ingen godbidder.

Søndag d. 10. maj

Nej, ve' I nu hvad? Her til aften sad far og beklagede sig over alle de udgifter. "Sorte," sagde han. "Du må hjælpe os. Du skal lave lidt for føden. Hvad med at blive udstillings-kat?" Så prøvede han på at hænge en medalje om halsen på mig, men han kan rende og hoppe. Udstilling? Det er da noget af det værste, jeg har hørt. Er det derfor de har taget mig til sig?? Ikke nok med det. Så begyndte mor at snakke om at stoppe med mine p-piller og finde finde en egnet partner, jeg kan få børn med. Det lyder da meget godt - bortset fra, at de vil sælge mine killinger som ægte præmie-killinger. Hvad mener I? Nå, men begge dele er vist også bare tomme trusler. Hvis jeg virkelig kom på udstilling, skulle jeg nok sørge for at lave så meget rav i den, at jeg blev diskvalificeret. Jeg ville simpelthen give dommeren en bredside af hvæs, riv og bid. Det skulle lige passe, at sådan en dommer-dims skulle tørre sine beskidte grabber af i min fine pels.

Og det med killingerne? Den tror jeg ikke på. Den lille blå pille er umulig at slippe for. Jeg troede ellers jeg var smart at gå ud i aftes og blive ude hele natten og først komme hjem idag over middag. Så kunne det jo være, de havde glemt det. Men nej. Jeg fjols var blevet så sulten, at jeg ikke lige tænkte på, hvad der gemte sig i den leverpostejkugle, jeg fik serveret som det allerførste. Og den har jeg endda set så mange gange. Nå, det er der jo ikke noget at gøre ved. Det er måske også det bedste, hvis de alligevel ta'r killingerne fra mig og sælger dem. Men det er som sagt meget lidt sandsynligt, at de ville sælge til fremmede. Til mine menneskers ros må jeg sige, at de trods alt bekymrer sig lidt om os missekatters ve og vel. Så de ville tænke på, om et evt. kuld killinger ville få det godt hos deres nye mennesker.

Jeg har det helt okay der hvor jeg bor. Hvis jeg ikke kan komme ind i vores eget hus, hopper jeg bare ind af naboens soveværelses-vindue og lægger mig i deres seng. Der sover jeg ganske godt, skulle jeg hilse og sige.

Torsdag d. 11. juni

Mor havde pølser med hjem fra en flink dame idag. Ikke fordi jeg havde særligt lyst til pølser, men Gråmis skulle ihvert fald ikke ha' min pølse, så jeg tog den med ind i stuen og vogtede på den. Nogle gange er det også sjovt at lege med maden. En dag stegte mor frikadeller. Det dufter godt, og jeg fik også lov at smage en bid. Men sådan et stykke frikadelle er sjovere at spille golf med end at spise.

Jeg har forresten fundet et godt sted på en hylde i kælderen. Når mine mennesker tror, jeg er ude at få lidt frisk luft - som de påstår jeg har godt af - kan jeg godt finde på at gemme mig på min kælderhylde i stedet, især når det regner. Men det allerbedste er at ligge ovenpå min far og hvæsse kløer i hans bukser. Han er godt nok ikke så glad for det, men jeg har ingen problemer. Bare mor ville la' være med at blande sig. Hun tror, hun kan tillade sig at forstyrre os, når hun siger godnat. Så kissemisser de to turtelduer, og far glemmer alt om mig. Altså helt ærligt, han behøver da ingen andre damer end mig. For nu er aftenen helt ødelagt; jeg er heldigvis fornærmet og gemmer mig inde under lænestolen.

Bortset fra det vil jeg helst holde på far, når vi sofa-hygger. Når han siger, "Nå, fru Sort, nu går den ikke længere, betyder det, at han skal igang med noget andet, og så troede jeg jo, at jeg var rigtig smart at lægge mig ovenpå maven af ham, så han ikke kunne rejse sig. Men han tippede mig bare af, øv! "Du er en lille Holde-Frans," siger han. Det må da nærmere være en Holde-Fransine.

Lørdag d. 13. juni

Nu skal I bare høre: Jeg har gjort en ny opdagelse idag. Der er kommet en ny reol ind i stuen (eller er det bare fordi der er ryddet op???). I hvert fald kunne jeg lige hoppe op på reolen og udforske hylderne. Der står skam mange spændende bøger i sådan en reol: John Jakes, Troels Kløvedal, Danielle Steel og diverse sygeplejebøger. Men ærlig talt synes jeg godt, de kunne rydde en hylde til mig. Jeg elsker nemlig at ligge på hylde. Jeg har en nede i kælderen. Den er meget bedre end den kasse med kasseret tøj, som de har sat der - for min skyld. De mennesker har helt misforstået situationen.

Søndag d. 21. juni

Jeg er meget ude her i sommer, og kan nogle gange finde på at blive ude hele natten og more mig. Så tager mine mennesker mig i forhør, når jeg kommer hjem, men de skal bare blande sig udenom, skal de - og for øvrigt blive hjemme, i stedet for at føjte rundt til alverdens ting. Nu skal de f.eks. til Fyn i tre dage, og jeg får besøg af farmor og farfar. Altså, en ting er, at jeg strejfer, men mor og far behøver ikke også at gøre det.

Idag er det dog helt okay, de kører. De skal nemlig besøge en flink dame, der fylder 85. Hun kan godt få en hilsen med på vejen fra mig.

Kære Hildegard  

Hjerteligt tillykke med fødselsdagen og tak for alle de godbidder, du sender med min mor hjem. Og tak fordi du gider læse min dagbog. Du fortjener virkelig en god dag, og det synes far og mor også.

Et kærligt mijav og spinde spinde fra
Miss Black

Mandag d. 13. juli

Puh, sikken weekend. Vi har haft besøg af et par dumme marsvin, som stjal al opmærksomheden fra mig. Især mor var helt pjattet og pussede og nussede disse kræ. "Du gider jo alligevel ikke kæle, Sorte," sagde hun, "undtagen når du får mad." Det kan da også godt være, men alligevel vil jeg godt ha' mine mennesker for mig selv. Desuden vil jeg gerne kæle. Det skal bare helst være med min far. Men han har også siddet derinde på sit kontor og snakket med de bæster - og givet dem godbider. Ja, det er ikke fordi jeg misunder dem deres skørtisler og salat. Det er måden, mine mennesker forkæler dem. Nå, men nu er de heldigvis kommet hjem, og hvor jeg glæder mig til at have det hele for mig selv igen.

Onsdag d. 12. august.

Øv, det regner idag, så det er ikke vejr til andet end at ligge herinde på stuebordet og sove. Og når nu mor er gået, kan jeg lige låne hendes computer og fortælle jer, hvorfor jeg har været tavs så længe.

Forstår I, jeg har været ude det meste af tiden, både dag og nat. I må altså ikk' fortælle det til mor og far, vel? Jeg har fået en kæreste. En flot hvid mis. Er I rigtig kloge, hvis mor og især far får det at vide! Så får jeg aldrig lov at komme ud mere.

Ind imellem har jeg dog været nødt til at holde lidt øje med mine mennesker. De har bare at blive hjemme. Men tror I, man kan vende ryggen til dem uden de smutter? Nej, de var væk i halvandet døgn sidst i juli. Så blir jeg godt nok ked af det. Og så skal far helst blive hjemme hos mig. Jeg kan få ham til hvad som helst bare jeg mijaver lidt ynkeligt. Så går vi hen i sofaen, hvor jeg får lov at sidde på skødet eller ligge på maven af ham. Når jeg er tanket op med kærlighed, kan jeg godt gå lidt ud igen og kun komme engang imellem og holde øje med menneskene.

Lørdag d. 12. september

Vi har alle tre været ude meget af tiden her i sommer. Idag var der heller ikke til at være inde. Det var et farligt rod, for ve' I hva? Min mad og mit toilet var flyttet ud, og inde i "bryggerset", hvor det plejer at stå, var mor i fuld gang med at larme med den grimme støvsuger og pjaske med vand. Sikke noget griseri! "Man er nødt til at gøre rent engang imellem, når man har sådan en som dig," sagde hun. "Du er selv med til at grise." Altså helt ærligt, mig fine mis griser da ikke. Det er menneskene, der griser, når de sjasker sådan med vand. Det kan de godt la' være med for min skyld. Bare jeg får min pelspleje, er det godt.

Søndag d. 13. september

Jeg ved ikk', hvad jeg skal mene om det, far har gang i idag. Han sidder foran en eller anden larmende maskine med et stykke stof, der kører hen imod mig, når jeg sidder foran ham. Skal jeg lange en pote ud, eller skal jeg flytte mig? Nej, jeg må hellere løbe ind i min vindueskarm og vaske mig. Så kan jeg osse holde øje med, hvad der sker udenfor, uden at tage del i det. Det regner ind imellem. Så er det rart at kunne løbe ind. Her til middag sad jeg på bordet og vaskede mig, mens mor og far spiste frokost. Jeg blev også nødt til at ryste mig lidt. Det var de ikk'¨så glade for, men så ka' de lære det, kan de. Når de er så glade for vandpjaskeri, skal de osse ha' det.

Lørdag d. 03. oktober

Idag skulle mine mennesker ha' flødekager til deres eftermiddagskaffe. Go' ide, for det regner og blæser og er lige vejr til inde-hygge. Da kagerne, som var pakket ind, blev taget frem, og der på et tidspunkt ikke var nogen i køkkenet, så jeg mit snit til at hoppe op på køkkenbordet og stikke hovedet ind i kageposen og smage på flødeskummen. Men så kom far og jog mig ned. "Det kan din mis-mave ikke  tåle, Sorte," formanede han. Da de gik ind med kagerne og skulle til at spise dem, hoppede jeg op på fars skød og vaskede mig og lod som om, jeg ikke var spor interesseret i hans kage. Men hver gang, jeg kunne se mit snit til det, prøvede jeg at hoppe op på bordet og tage en bid. Det lykkedes ikke, for far dækkede sin kage til mellem bidderne. Nå, men godt at være inde idag sammen med mine mennesker, når det er sådan et miserabelt vejr. I kan tro, jeg nyder at have dem hjemme, så jeg kan ligge foran mors computer eller fars symaskine, så de er nødt til at koncentrere sig om mig, i stedet for alt det andet, de har gang i.

Onsdag d. 07. oktober

De mennesker spiser altså nogle interessante ting engang imellem. Idag stod der et bæger, hvor der havde været budding i. Det var guf. Jeg stak hovedet ned i bægeret og slikkede. Mor og far begyndte at snakke om en, der hed Emil, der stak hovedet i en suppe terin, så han måtte til lægen og ha' den af igen. Jeg kan ikke lige se, hvad det har med mig at gøre. Nå, men jeg fik budding i hele hovedet, og måtte selvfølgelig igang med et større vaskearbejde. Men pyt, det smagte godt.

Lørdag d. 10. oktober

Øv, sikke en dag! For det første blev der gjort rent. Sikke noget griseri! Tror I jeg var den, der var stukket af? Nemlig! Som om det ikke var nok, blev døren lukket ind til stuen, da jeg kom tilbage. Mor havde dækket bord derinde, fordi farmor og farfar skulle komme. Jeg kunne ellers godt have tænkt mig at ligge lige oven på det fint dækkede bord. Nå, men så kunne jeg da gå ind i soveværelset. Der er nemlig mange gode sovesteder. Især der, hvor der ligger noget tøj. Når mor sorterer vasketøj, er det meget spændende at hjælpe til. Så hopper jeg helt op i vasketøjskurven. "Skal du med til vask, Sorte?" siger hun så. Idag valgte jeg dog at lægge mig op foran spejlet. Spejl. Det er sådan den hedder, den glasdims, hvor der er en anden kat inden i. Den generede mig heller ikke, da jeg først rullede mig sammen og sov. Dagen sluttede noget hyggeligere end den var begyndt, for jeg fik lov at smage kød- og fedt resterne fra den hamburgerryg, menneskene fik til aften.

Søndag d. 8. november.

Nu er det ikke længere en dagbog, men en månedsbog. Jeg har simpelthen ikke haft overskud til at skrive, fordi det bare har været sådan nogle møg-uger. Øv, altså, jeg finder snart et andet sted at bo. Det er slemt nok, at jeg bliver tvunget til at spise "fyldefoder," før jeg kan få godbidder; og at jeg skal have medicin for min mave;for ikke at få børn, o.s.v. Men det allerværste er dog at skulle dele mine mennesker med en anden kat.

Her for 14 dage siden fik vi besøg af en lille irriterende pubertets kat. Det ville jeg ikke finde mig i, så jeg pustede mig op og hvæste; men far sagde, at den "stakkels lille mis" ikke havde nogle andre steder at være, så nu måtte jeg lige være lidt social og blablabla! Nå, men så kunne jeg jo lige så godt prøve at styre mit temperament - men ligefrem være social - det havde jeg bestemt ikke lyst til, så jeg holdt mig for mig selv, mens Lillemissen var i huset. Til gengæld opsøgte hun mig og knurrede og provokerede mig. Jeg skulle virkelig tage mig sammen for ikke at tage til genmæle. Som et plaster på såret roste mor og far mig for at være neutral. Og til min fryd fik Lillemis skæld-ud for at knurre ad mig, haha, så ka' hun lære det!

Nå, men intet varer evigt. Mor og far var rundt i det nærmeste nabolag med løbesedler, om nogle savnede Lillemis. Da der ikke var det, kørte de hende heldigvis ud til farmor og farfars nabo. Endelig enebarn igen.

Meen - det gode varer sjældent ret længe. Så sent som igår var det igen en rigtig lortedag, ja, sådan må man godt sige om sådan en dag. Så skulle der gøres rent igen- igen. Omsider var det overstået - troede jeg - og vovede mig ind og ligge på stuebordet, mens mor og far spiste frokost. Men tror I så ikke, mor fortsatte med at støvsuge stuen efter frokost? Heldigvis var der fred og ro i soveværelset.

Da jeg senere gik ud, for at komme ind igen et øjeblik senere, skulle mor ud at gå tur, lige som jeg kom ind. Jeg gad ikke gå ud igen, så det betød, at jeg måtte være inde alene. Det er jeg ellers ikke så glad for.

Og så er der som sagt det med maden. Hvorfor kan de ikke bare gi' mig godbidder hele tiden, i stedet for de dumme mis-madpakker? Dem er jeg altså godt og grundigt træt af. Men jeg får ikke andet, før jeg har spist mine "misse-bidder." Igen den sædvanlige prædiken om min misse-mave. Jeg gider bare ikke høre om det mere, så næste gang, jeg skriver dagbog/ugebog eller månedsbog, er det måske et helt andet sted fra. Et sted, hvor jeg får godbidder hele tiden; hvor der ikke er andre dyr; hvor der aldrig bliver gjort rent, og hvor menneskene ikke giver mig alt muligt mærkeligt medicin, men bare er der, når jeg har brug for dem.

Lørdag d. 26. December

..Hvis det altså er lørdag idag? Jeg kan snart ikke finde ud af det mere. Jeg har holdt mig inde i dynerne de dage, hvor det har sneet. Den sne er kold på poterne. Man får hurtigt trukket dem til sig, når man kommer ud. Nu tør jeg godt våge mig lidt ud igen. Mor og far har været lidt vel meget væk på det sidste. Både juleaften og juledag. De snakkede ellers om, at de havde fri i julen, så jeg havde jo troet, de blev lidt hjemme hos mig, men nej! Nå, men så kan jeg i det mindste ligge i ro og fred i tøjkasserne, uden at nogle jager mig væk. Og når far kommer og lægger sig på sofaen, kravler jeg op på maven af ham. Så kan han lære det.

*******************


Jeg har ikke skrevet dagbog længe, fordi det er de samme ting der går igen: Heldigvis er det forår, og jeg nyder at være ude. Især når mine mennesker også er der. Meen, de er noget forfløjne. Så skal de på tur; så skal de til konfirmation. Men de vil stadig prøve at få lokket de blå piller i mig. Desværre lader jeg mig nogen gange lokke af de godbidder den er pakket ind i, fordi jeg er sulten.

Og så alle de gårdkatte og pindsvin, jeg må dele mad med. De kan da bare se at få sig et liv selv. Men nej nej. Mor og far holder fast på, at jeg skal unde de stakler lidt mad. Jeg gider snart ikke alle deres moral prædikerner mere.

Jeg har egentlig heller ikke så meget lyst til mad mere. Det gør rigtig ondt, når jeg spiser, og jeg føler mig så træt. Mine mennesker prøver at lokke mig med creme fraiche og fløde, men jeg har ikke rigtig lyst. Derimod er det godt, når de sætter lidt vand hen til mig, som jeg kan dyppe tungen i en gang imellem.

 


Jeg holder fast i, at jeg vil ud, koste hvad det koste vil. Også selvom jeg ryster og næsten ikke kan gå op ad trappen, når jeg kommer tilbage. Idag måtte jeg kapitulere og lade far bære mig ind i sofaen. Det må være slemt, for de sidder og tuder omkap. Så holder de åbenbart lidt af mig alligevel, selvom de fylder mig med blå piller, tvinger mig til at dele med andre og bliver væk en hel dag. (De har dog været meget hjemme hos mig nu, hvor jeg er syg). Mor sagde noget meget mærkeligt til mig her til aften. Hun sagde: "Lille Sorte, er du ved at forlade os nu? Det er vi godt nok kede af, men hvis du får det bedre et andet sted, må du have lov til det." Jeg var ikke klar over, at der fandtes et sted, hvor jeg kunne få det bedre. Og uden far og mor? Det er da helt utænkeligt.


Øv, jeg må ikke komme ud idag. De siger jeg er for syg og for svag, og at jeg skal til dyredoktor. Nej, den kvarksalver vil jeg ikke ud til. Jeg smutter med mor når hun går. Hun sagde jo selv i aftes, at jeg måske kunne få det bedre et andet sted. Det sted vil jeg så gerne finde, for nu orker jeg snart ikke mere.

Jeg forstår ikke, hvad der sker, men magter næsten ikke at gøre modstand. Far putter mig op i en kasse og bærer mig ud i bilen. Vi kommer ind til en dame. Det må være den dyredoktor, han snakkede om. Jeg kan ikke li' det hun gør ved mig, mens far holder mig. Tænk jer, hun barberer noget af min fine pels og stikker en slange ind. så kigger hun ind i min ømme mund og snakker noget om dårlig tandstatus og svamp. Mere kan jeg ikke huske. Jeg bliver mere og mere sløv. Ellers ville jeg ha' fortalt hende, at jeg er en meget fornem frøken, der ALDRIG...

Nej, ved I nu hvad, mine kære læsere? Nu har jeg virkelig ikke tid til at skrive mere, for nu er der en stor lysende skikkelse der kalder på mig. Det er en utrolig smuk kæmpestor løve, men jeg er slet ikke bange. Løven siger med en dyb, klangfuld stemme: "Kom min datter." Nu forstår jeg pludselig det hele. Det sted, mor snakkede om igår, er hverken i vores baghave eller i skoven. Det er hos løven. Al min smerte er væk og jeg føler mig meget stærkere. Sikke en flink dyrlæge dame, at hun gør det for mig. Tak fordi du tog mig med hertil, far. Hils mor og sig undskyld jeg forlader jer efter alt hvad I har gjort for mig. Men jeg tror, I begge har forståelse for, at jeg må at jeg må forlade jeres verden og rejse tilbage, hvor jeg, ja hele min race, oprindelig kom fra: Narnia. Jeg kommer nu, Aslan.

Tak for det korte men - trods alt - gode misseliv jeg fik her på Hasseløvej 10.


"Jeg ved det, min dreng," sagde Aslan. "Sorg er en forfærdende følelse. Endnu er det kun dig og mig, der ved det her i dette land. Lad os være gode mod hinanden."
C.S. Lewis, Troldmandens Nevø, s. 144.

Vi har mistet en kær ven, husfælle og blogger her i Hyggekrogen. Vores Sortemis, alias Miss Black, sov stille ind i torsdag d. 27. maj efter kort tids sygdom, kun fire år gammel. Lange og smertefulde behandlingsforløb var ikke Miss Blacks kop te, så vi valgte at give hende fred. Hun har fået et lille gravsted i haven.

Som det fremgår af Miss Black's dagbogs optegnelser, var hun en bestemt dame, der vidste hvad hun ville og især ikke ville. Ve den der overskred hendes grænser. Slægtskabet med løven og tigeren viste sig tydeligt, når Sorte blev vred.

Miss Black's motto var, at enhver er sin egen lykkes smed, og hun forstod virkelig at smede sin lykke. Den lille mis, der var omkring et år, da hun begyndte at "banke på" vores dør, var vedholdende. Hun tog ikke et nej for et nej, men blev ved, indtil vi lukkede hende ind. Da efteråret nærmede sig, måtte vi erkende, at Sortemis ville få svært ved at klare sig ude i vinter, så hun flyttede ind i huset til os. Her sad hun på trappestenen og kiggede arrogant på ude-kattene. "Haha! Jeg er blevet en fin stuemis, mens I stadig er gårdkatte. Get a life."

Miss Black kunne dog godt lide at være ude om sommeren, når det var solskin og længe lyst. Somme tider kunne hun blive væk hele natten, men var meget hemmelighedsfuld, når vi spurgte hende, hvad hun dog havde lavet. Og jo, hun havde en kæreste, som det fremgår af dagbogen. Hun så ud til at vide, hvornår det var søndag, d.v.s. p-pille dag. Der kunne hun finde på at stikke af og blive væk hele dagen for at slippe for p-pillen.

Ellers var Miss Black stærkt knyttet til os, hendes mennesker, og især sin "far." Især holdt hun meget af sofahygge. Det var en fast tradition hver aften. Selvom vi fik nogen til at fodre hende, når vi var på ferie, (hvilket vi begrænsede til et par dage), var Sorte helt pjattet, når vi kom hjem igen. Hun veg ikke fra os de første par dage.

Miss Black hadede rengøring og var bange for støvsugeren. Til gengæld elskede hun at ligge på en ren dug eller i rent sengetøj. Hun forstod at indrette sig.

Miss Black har fyldt meget i vores liv gennem de sidste tre år, og hun efterlader et tomrum. Et lys brændte ud alt for tidligt. Men vi håber og tror, at Sorte, den lille lykkejæger, har fundet lykken på den anden side.

Æret være Miss Black's minde.

R.I.P. Miss Black.