Kapitel 1.  FAMILIEN DUENHØEGH – Intro

Anne Louise. 

"Åh, nej dog, og så lige midt i Carl Frederiks sommerferie!" Anne Louise Duenhøegh lod brevet fra privat hospitalet synke ned i skødet. Hun kastede et blik på sin elektroniske kalender. Femogtyvende juli. Netop på det tidspunkt, hvor Herbert skulle på forretningsrejse til Japan. Pokkers også, hvad nu med drengen? Måske kunne han være alene nogle dage, hvis han fik et nyt computerspil og en playstation. Den fedtsugning var ingen større operation, hun ville sandsynligvis være hjemme allerede dagen efter. Telefonen ringede. Hun lod en finger glide henover røret. Fru Knudsen havde glemt at støve det af, hun måtte huske at sige det til hende.

"Advokat Anne Louise Duenhøegh" præsenterede hun sig højtideligt.

"Pædagok Lisbeth Petersen" sagde stemmen i den anden ende. "Hva' så, Søs, er du ikke på arbejde i dag?"

"Jeg skal i retten klokken ti" svarede hun betydningsfuldt. "Og jeg skal mødes med min klient en halv time før, så jeg har faktisk ikke tid til at hyggesludre nu."

"Ååårrrh, hold da oooop, Søs", lød det fra hendes søster. "Du har da både rengøringskone, strygepige, vinduespudser, havemand og opvaskemaskine, hvad bruger du egentlig al din fritid til? Skriver Harry Potter historier til Internettet?"

"Fritid? Og Harry Potter? Vor Herre, bevares, må jeg være fri." Fnøs Anne Louise. "Hvis du havde fulgt mit råd og læst jura, kunne du have opnået de samme goder. Men aldrig så snart havde du fået din studentereksamen, før du giftede dig med ham den indremissionske Jesus-freak."

"Indremissionsk Jesus-freak, må jeg lige være her?"

"... Og så fik I ungerne, og nå, ja, kan man ikke blive andet, kan man blive pædagok", fortsatte Anne Louise arrogant.

"Jaja, jeg elsker også dig, Søsser. Hvad skal I lave den femogtyvende?"

"Jeg skal ind og opereres."

"Opereres? For hvad dog?"

"Fedtsugning. Man har pligt til at holde sig selv lidt ved lige, ellers er man selv ude om, at manden skrider."

”Fedtsugning!" Lisbeth brød ud i en kluklatter. "Du trænger da også til det, din magre jagthund. Hva' sku' vi andre så sige? Jeg har taget fire kilo på siden jeg fik Lillepigen. Jeg kan sagtens finde hyggeligere ting at beskæftige mig med end slankekure og fedtsugninger."

"Hvad var det med den femogtyvende?" Spurgte Anne Louise sagligt.

"Vi holder Harriets 10 års fødselsdag. Men hvis I ikke kan komme, kunne én af os hente Carl Frederik dagen i forvejen. Den stakkels dreng er så meget alene."

"Min søn mangler aldeles ingenting!" Tordnede Anne Louise forsvarsberedt. "Og hvis du vil ha' mig undskyldt, må jeg løbe nu. Min klient venter." Hun knaldede røret på. Typisk den skide lillesøster at blande sig i Carl Frederiks opdragelse.

Carl Frederik. - Top

Carl Frederik låste sig ind i villaen med den nøgle, han altid bar om halsen. Den buttede 11-årige dreng styrede direkte mod køleskabet. Han fandt en flødekage på en tallerken under et stykke stanniol. Plus en hilsen fra sin mor.

 "Hej, Frede-dreng.

Her er lidt at hygge dig med, mens du laver lektier (hvad jeg formoder, du gør). Jeg er først hjemme kl. ca. 22. Kan du og far ikke bare spise aftensmad på McDonald’s?

Knus
Mor."

Aldrig så snart havde han læst moderens besked, før en SMS bibbede ind på hans mobil.

"Hej, Freddie.
 
Jeg når desværre ikke hjem før kl. 21-22. Har du penge til McDonald’s? Ellers ved du, hvor jeg arbejder.

Far."

Jo, Carl Frederik havde stadig halvtreds kroner tilbage af de hundrede, mor havde givet ham om morgenen til frokost. (Hun havde ikke nået at smøre madpakker). Sammen med sine kammerater Brian og Ronny var han gået ned til den lokale grill i spisefrikvarteret og købt et par franske hot dogs og en Kæmpe-cola. Det var efterhånden reglen snarere end undtagelsen, at mor og far først kom hjem hen på aftenen. Nå, så kunne de heller ikke blande sig i, hvad han lavede. Han guffede flødekagen i sig, tørrede sig om munden med ærmet og tændte fjernsyn og video for at se den action film, han havde lånt af Ronny. Mor ville blive stjernetosset, hvis hun opdagede det, men hun var jo ikke hjemme.
 



Årh, det gamle møg. Carl Frederik sparkede til videoen, der ikke ville som han. Han ville simpelthen forlange at få en ny. Mor og far var nemme at overtale. De skulle altid bøde på deres dårlige samvittighed over at være så lidt hjemme.

Herbert. - TOP

Herbert Duenhøegh lod en hånd glide ned over sit ulastelige jakkesæt. "Christina."

 Hans unge sekretær for op med et sæt ved lyden af direktørens buldrende stemme.

"Ku' du ikke lægge en mail til min kone om at lave en forretningsmiddag til Viggo Hansen og hans kone på lørdag?"

"Jo, det skal jeg nok."

"Og, Christina, kunne jeg få dig til at gå i byen efter arbejdstid og købe en gave til min kone, hun har fødselsdag imorgen. Du ved, vi mænd er ikke så gode til det med gaver til kvinder."

"Det skal jeg nok klare, Duenhøegh."

"Fint. Prisen skal du ikke tænke på. Det skal bare skrives til direktør Duenhøegh, IT Consult.” (Det kom jo ingen ved, at Herbert Duenhøegh kun var underdirektør). Forretningerne holder jo Late Night i aften, så du kan godt nå det, selvom du arbejder lidt over. Og forresten, gider du lave en kande kaffe?"

"Selvfølgelig."

 Duenhøegh fordybede sig i sine papirer, og mumlede et fraværende "tak", da sekretæren kom ind med kaffen. Så snart hun var ude af døren, brasede en anden ind uden at banke på. Duenhøegh så irriteret op fra sine papirer, men hans ærgrelse blev til smil, da han så, hvem det var.

"Carl Frederik? Kommer du og ser til din gamle far?"

"Jeg mangler penge til aftensmad. Jeg er helt flad."

"Ikke noget problem." Herbert Duenhøegh hev en tohundrede kroneseddel op ad sin pung.

"Takker. Øh, far, jeg ku' egentlig godt tænke mig at leje en video film, når jeg nu er så meget alene."

"Jamen selvfølgelig, min dreng." Han gav sin søn et par sedler mere. "Mon ikke det rækker? Ellers må du komme igen."

"Tak, far."


Carl Frederik spankulerede ud af døren, som en ræv, der var særdeles tilfreds med sit bytte. Firehundrede og halvtreds stærke. Nu kunne han gå til Late Night med gutterne.


 

Kapitel 2. FAMILIEN PETERSEN - introTop

"Det nytter ikke, Martin." Lisbeth så bestemt på sin søn. "Du er kun tolv år. Jeg kan ikke forsvare at la' dig flintre rundt i byen til midnat."

"Årrrh, hvor er du gammeldags, mor. Alle de andre må være ude til midnat, og det er først omkring kl. ti det begynder at blive sjovt. Og så skal jeg allerede være hjemme klokken ni."

"Der kan være nogle bøller, som vil ha' jer lokket ud i noget, I ikke kan overskue. Til gengæld ved du, at du, at dine kammerater altid er velkomne her. Hvorfor inviterer du ikke Lars og Casper herhjem?

"Fordi de gamle her er for latterlige, Lisbeth." Hendes mand kom ind fra badeværelset med deres yngste barn, den femten måneder gamle Emma på armen. "Ikke, knægt?" Jan rakte Emma til hendes mor og forsøgte at pudse den fedtplet væk, som hun havde sat på hans brilleglas. Jan var blind på det ene øje, og Martin havde arvet hans øjensygdom. Men i hverdagen havde det ingen praktisk betydning. Han klappede sin søn på skulderen. "Jeg kunne ikke undgå at høre, hvad du og mor snakkede om. Kom med ind på kontoret, nu skal vi to ha' os en fornuftig mandesnak."

Martin rullede opgivende med øjnene. Far og mor var da de mest latterlige.

"Mor, fik du snakket med moster Louise?" Den knap 10-årige Harriet fastholdt spændt sin mors blik med sine klare, grønne øjne."

"Moster Louise og onkel Herbert kan ikke komme til din fødselsdag, men jeg håber, de lader Carl Frederik komme, hvis vi henter ham."

"Årh ja, mand, Carl Frederik!" Udbrød hun. "Han er da så overforkælet. Får alt, hvad han peger på."

"Undtagen sine forældres tid," påpegede Lisbeth. "Der er ingen grund til at misunde Carl Frederik. Det kan godt være, han har en masse ting, som I ikke har, men tro mig. Han mangler noget vigtigt."

Harriet var stille et øjeblik. Så slog hun armene om sin mors hals. "Jeg er glad for, at du og far altid har tid til os" sagde hun.

"Det er dejligt at høre" svarede Lisbeth blødt, idet hun omfavnede sin datter. "For selvom jeg kun arbejder på deltid, kan jeg nogle gange føle, at jeg forsømmer jer, mens jeg tager mig af andre folks

børn."

"De handicappede børn har brug for dig, mor. De har ikke de samme muligheder, som vi har fået", svarede Harriet gammelklogt.

"Du har lært noget, min pige," lo Lisbeth. Emma begyndte at røre uroligt på sig, for at komme ned på gulvet og lege. "Nå, Emma, gider du ikke sidde oppe hos din gamle mor længere?" Hun satte sin yngste datter ned på gulvet. Harriet begyndte at lege med hende.

Martin og Jan kom ud fra Jans kontor. "Husk, min dreng", sagde Jan, "Mor elsker dig, og det gør jeg også, derfor kan vi ikke bare være ligeglade med, hvor du er og hvor længe." Og til hele familien: "Jeg er lige nødt til at smutte et par timer. Jeg lovede præsten at besøge Elmer og Ruth Larsen. Det er ved at være på det sidste med Elmer."

"Åh, stakkels Ruth," sagde Lisbeth medfølende. "Hils og bed hende sige til, hvis der er noget jeg kan gøre."

"Det bli'r der nok på et tidspunkt, min pige." Han klappede sin kone på kinden.

"Men skulle du ikke have mini konfirmander i aften?"

"Nej, det er rykket til i morgen, så jeg kunne være lidt hjemme hos jer i aften, når jeg har besøgt Ruth og Elmer. Det at være sognemedhjælper er jo ellers en livsstil," lo han. "Man er på hele tiden.”

Martin var usædvanlig stille resten af dagen. "Vi elsker dig, derfor er vi ikke ligeglade", havde far sagt. Han og mor ville blive dybt ulykkelige, hvis der skete nogen af børnene noget.

”Mor.” Han lagde armen om Lisbeth.

”Ja, min skat.” Hun gengældte hans omfavnelse.

”Jeg er glad for at vide, at du og far passer på os. Jeg vil gerne invitere Lars og Casper med hjem i morgen efter skole. Er det okay?

”Det er en rigtig god ide,” smilede hans mor.

(Fortsættes)

Kapitel 3. Fatal Fødselsdag

Besøg hos moster Louise

Top

Den 24. juli startede Lisbeth sin gamle grønne citroen - også kaldet "pædagog-bil" eller "Bedstemor And-bil" - og kørte efter Carl Frederik sammen med Harriet og lille Emma. Vejen, hvor familien Duenhøegh boede, hed pudsigt nok Dronning Louises vej. Det var et af de finere villa kvarterer. Hun parkerede bilen udenfor det store hus, hvor søsteren boede. Anne Louise var ellers ikke uddelt begejstret for at få besøg af familien Petersen ved dagslys. Det var for pinligt, hvis naboerne fandt ud af, at Duenhøeghs kendte nogen, der kørte i sådan en gammel spand. Anne Louise kom ud i indkørslen.

"Lissen, vil du ikke nok være sød at køre ind i carporten og lukke efter dig?" bad hun. "Naboerne."

"Hvad, er min gode gamle Bedstemor And bil ikke fin nok til at stå ude?" Spurgte Lisbeth, fornærmet. "Jeg kan da værk'lig ikke ta' mig af, hvad dine snobbede naboer tænker".

"Det hedder "virkelig", rettede søsteren arrogant. "Kan du ikke engang tale rigsdansk, og vi har endda gået på den samme skole."

"Har du glemt, vi er af lollandsk herkomst. Vi må da holde fast i vores dialekt."

I mellemtiden var Harriet begyndt at sprutte af grin, som hun altid gjorde, når moderen sagde "værk'lig ", "ævler" eller "sæve". For slet ikke at snakke om "ka'tøfler." Hendes hjertelige latter smittede af på de to søstre og fik dem til at glemme deres ærgrelser over hinanden for en stund. De gik ind og drak kaffe sammen. Og sludrede hyggeligt, indtil de, som sædvanligt, begyndte at diskutere højlydt.

"Du forkæler den dreng," sagde Lisbeth. "Men på en helt forkert måde. Det kan da ikke nytte noget, at du lader ham leve af flødekager og burgere samtidig med, at du lader ham sidde alene hele eftermiddagen og se de der voldsfilm."

"Vores Carl Frederik er skam en selvstændig dreng, der er vant til at tage ansvar for sig selv" sagde Anne Louise forarget. "Ikke som dine unger, der har deres mor rendende i hælene på sig hele tiden. Det er på tide, du giver dem ansvar, Lissen."

"Ansvar," fnøs Lisbeth. "Det kan godt være, de ikke får lov at se alt det møg, der er i fjernsynet og på video og DVD, mens de propper sig med burgere og chips. Men de har ansvar. Bl. a. skal de vaske op efter aftensmaden og deltage i rengøringen. Desuden har de to store en ugentlig maddag hver."

"Og det bare fordi du ikke har råd til at betale for en hushjælp," gav Anne Louise igen.

"Ja, ja, Søsser, jeg elsker også dig, og jeg tror slet ikke, jeg kunne undvære vores kontroverser," lo Lisbeth. "Hvor ville det ærlig talt være kedeligt, hvis vi var ens - selvom jeg engang imellem har indtryk af, at det er det, du vil ha', vi skal være."  

"Overhovedet ikke," Svarede Anne Louise og snerpede munden fornærmet sammen.

"Nå, men vi må vel også se at komme hjemad." Lisbeth drak den sidste slurk af sin kaffe. "Er du klar, Carl Frederik?"

"Vent lidt", sagde Anne Louise. "Du skal lige have gaverne med til Harriet." Hun fandt to flot indpakkede gaver frem. "Den med det røde papir er fra Carl Frederik, og den med det grønne papir er fra moster Louise og onkel Herbert. Du kan give Harriet dem imorgen, Carl Frederik."

"Tusind tak, moster Louise." Harriet rakte høfligt hånden frem.

"Velbekomme, min pige, og hav en god fødselsdag imorgen". Hun gav niecen et "tante-kind-kys". "Jeg er ked af, at jeg ikke kan komme, men du ved, når man kommer op i min alder, er der så meget, der skal repareres og vedligeholdes."

"Især, når man er så tyk og fed som Moster", tilføjede Lisbeth ironisk.

"Tyk?" Harriet så helt desorienteret ud. "Moster Louise er da så tynd. Jeg tør vædde på, hun kan være i mit tøj."

En mærkelig familie  Top

"Hva? har I ingen video?" Carl Frederik var målløs over den måde hans moster og hendes familie levede på.

"Næh, du" lo onkel Jan. "Det kniber rigeligt med få tid til at se Dr. 1 og 2, så jeg ved ikke, hvordan vi skulle nå at se alt det, vi optager."

"Kan I kun tage Dr. 1 og 2?" Nu var Carl Frederik endnu mere forbløffet. "Så ser I aldrig TV Zulu og Discovery? Jamen hvad laver I så om aftenen?"

"Ser du, min dreng," sagde moster Lisbeth. "Her i sommer er der en hel del havearbejde."

"I ku' da bare få en havemand, ligesom os," foreslog Carl Frederik.

"Det kunne vi godt, men jeg kan lide at arbejde i haven," svarede Lisbeth. "Ellers cykler vi nogle gange en aftentur. Så tager vi en kande te og boller med, som vi hygger os med ved stranden eller i skoven."

"Er I virkelig nødt til at cykle? Hvorfor ta' r I ikke bare bilen? Det gør vi, når vi skal på tur. Så kører vi ned til Syd Frankrig eller Italien."

"Det er så dejligt at cykle om aftenen, når solen er ved at gå ned," sagde Harriet. "Himlen er så smuk."

Det havde Carl Frederik aldrig tænkt på. Selv var han ikke meget for motion. Hvorfor gøre livet besværligt for sig selv? Og hvorfor gøre ting, man kan betale andre for at gøre? Det var, hvad han altid havde hørt derhjemme.

"Jamen, hvad skal vi så lave imorgen aften, når dine klassekammerater kommer?" Spurgte han nervøst. "Jeg tar' altså ikke med på cykeltur."

"Det skal du nok blive fri for," lo moster Lisbeth.

"Hvis vejret holder, skal vi starte med at grille," svarede Harriet.

"Fedt!" svarede fætteren. Her var endelig noget, han kendte til hjemmefra.

"Og bagefter skal vi ha' noget fællesdans og nogle forskellige selskabslege. Kender du "To mand frem for en enke?"

"Næ." Igen så han helt nervøs ud. "Og jeg kan heller ikke danse."

"Det kan vi andre heller ikke. Vi skal bare ha' det sjovt."
************

Tidligt næste morgen stod hele familien samlet om Harriets seng og sang fødselsdagssang. Derefter fik hun gaver på sengen. Carl Frederik syntes ikke, at de to gaver, hun fik, foruden de to, han selv havde haft med, var ret meget, i betragtning af, at hun fyldte 10. Hendes første runde fødselsdag. Selv havde han haft et bugnende gavebord, da han selv fyldte 10. Og det var store gaver. Computer, video, stereo anlæg, en ny "mobillos". Og en racercykel. Ikke at han brød sig om at bruge den, men det var sejt, at have den stående fremme som status symbol.

 Harriets øjne strålede, da hun åbnede pakken fra far og mor. Lige præcis den super smarte sportstaske, hun længe havde plaget om, men fået at vide, at de ikke havde råd til. Hun var en aktiv pige, der gik til gymnastik og svømning. For ganske nylig var hun desuden begyndt at ride. "Tusind tak!" Hun faldt først sin mor om halsen, derefter far.

"Jeg håber, du får glæde af den", sagde mor. "Jeg kan godt se, den vil være god for dig, når du dyrker så meget sport. Og det er en god kvalitet."

Af Martin og Emma fik hun "Bogen om Hesten". Martin havde til dels købt den for sine egne lommepenge, men mor havde spædet lidt til og sagt, at han kunne købe en ting, som både var fra ham selv og Emma. "Tusind tak, Martin." Martin følte sig lidt pinligt berørt over sin lillesøsters knus, mens lille Emma klukkede hjerteligt over en kræmmetur. Nu var turen kommet til Carl Frederiks gave. Det var en fuldt moderne Nokia. Det var også én af de ting, hun havde ønsket sig. De fleste i hendes klasse havde mobil, men Lisbeth syntes ikke, det var noget at give 10-12 årige børn. Ikke fordi hun var modstander af ny teknologi - hun havde selv en mobil, som børnene fik lov at låne i særlige tilfælde - men alt kan bruges og misbruges. Lisbeth kogte indvendig over sin søster. Hun kunne i det mindste have spurgt, om det var okay, at Harriet fik en mobil. Men hun gjorde gode miner til slet spil for Carl Frederiks skyld. Han var åbenlyst stolt af at forære sin kusine den gave.

"Wow, en super moderne mobillos!" Udbrød Harriet glad. "Tusind tak, Carl Frederik!" Han blev totalt lamslået af Harriets tak-for-gaven-knus. Den kommunikations form var totalt fremmed for ham.

"Det var rigtig sødt af dig, Carl Frederik", smilede Lisbeth. Til Harriet sagde hun en anelse strengt: "Den skal altså ikke bruges til hygge-snak i tide og utide. Kun til korte, vigtige beskeder."

"Jaja", svarede Harriet ærgerligt. Nu manglede hun kun gaven fra moster Louise og onkel Herbert. Det var et sæt tøj fra én af byens førende modeforretninger. Det bestod af et par kakki-bukser, en soltop og en jakke.

"Wow!" Udbrød Lisbeth, for en gangs skyld imponeret over sin søsters påfund. "Det ser meget stilfuldt ud".

"Jah, såmænd", svarede Harriet. Da Carl Frederik var udenfor hørevidde, betroede hun dog sin mor, at hun synes, farverne var lidt kedelige. Det var jordfarverne, der var på mode nu, men Harriet - og for den sags skyld hendes mor - var til "pangfarver".

"Det kan byttes", trøstede Lisbeth. "Nu må du hellere stå op og gå i bad, inden farmor og farfar kommer til brunch."

Efter en hyggelig formiddag med farmor og farfar og en afslappende eftermiddag, arbejdede Jan på at få liv i havegrillen til Harriets klasse kammerater skulle komme kl. 18. Hidtil havde det udelukkende været pigefødselsdag, men i år var drengene inviteret med. Solen havde skinnet gavmildt og varmt hele dagen, og den smule vind, der havde været, var stilnet helt af til aften.  Harriet og hendes mor havde dækket et langt bord i haven. Det var pyntet med serpentiner i forskellige farver og engangs service med Harry Potter og Disney motiver.

Aftenen startede godt. Stemningen var høj ved bordet. Jan serverede grill-pølser og bøffer for sin datter og hendes kammerater - og selvfølgelig Martin og Carl Frederik. Lisbeth holdt sig lidt i baggrunden med Emma. Jan trak sig også tilbage, da han fornemmede, at børnene var ved at være mætte.

"Psst, Carl Frederik". Martin vinkede af sin fætter, da ingen syntes at bemærke dem. Harriet og hendes kammerater var allerede godt igang med fællesdansen, ledet af Lisbeth. Jan var ved at putte Emma. "Nu har vi chancen", hviskede Martin. "Vi smutter ind til byen og går på Sofie Amalie.

"Hvem er Sofie Amalie?" Ville Carl Frederik vide. "Er hun lækker?"

"Ja, det er ikke en pige, selvfølgelig", lo Martin. "Det er et diskotek. Det skulle være så spændende."

"Bliver din mor og far ikke vrede?"

"De opdager ikke noget. Vi er kun væk en times tid eller sådan."
************

Hvad der skete på Sofie Amalie top

Der var en sødlig, lettere berusende duft i lokalet. I et hjørne af diskoteket sad en gruppe mennesker og lod en pibe gå på omgang. "Har du prøvet at ryge hash?" spurgte Carl Frederik.

"Nej, har du?"

"Nej, jeg har ikke. Men én af mine kammerater har prøvet det, og han siger, det er fedt. Mand blir' høj af det."

"Høj? Så må jeg hellere la' være med at prøve. Min mor siger, jeg vokser alt for hurtigt ud af mit tøj for tiden."

"Nej, altså høj betyder… høj. Sådan at du er totalt glad i låget og kan klare hele verden og holde dig vågen og feste hele natten."

"Wow!" Det ku' være sjovt at prøve."

"Hva' så, drenge? Må jeg byde jer på en sodavand?" En fyr på 16-17 stod overfor dem. Han havde karseklippet lyst hår og en grøn "hanekam" i toppen. "Kom med hen til mit bord. Hvad med en af de blå? De virker, som hvis I drak en bajer, men de smager langt bedre."

Martin havde dårligt drukket halvdelen af sin "sodavand", da han begyndte at blive søvnig. "Du kommer over det, hvis du drikker resten", trøstede den unge fyr, der hed Brian. Men Martin skulle ikke nyde mere. Mor og far ville undre sig over hans pludselige sløvhed. Carl Frederik, derimod spildte ikke de kostbare dråber.  Han var ikke længe om at få drukket sin. Han mærkede ganske rigtigt ikke sløvheden, men begyndte at vrøvle temmelig højlydt, fortælle vulgære vittigheder og grine umotiveret.

"Jeg tror hellere, vi må gå hjem" sagde Martin. "Mor og far…"

"Åh, la' dog være at være sådan en dødbider," sagde Brian. "Klokken er kun halv ti. Du ku' lære noget af din kammerat."

Det viste sig, at Brian havde ret. I hvert fald lærte Martin noget meget vigtigt den aften, selvom det var til den negative side. Brian rakte Carl Frederik endnu en alkoholiseret "sodavand".

"Nej, nu stopper du, Carl Frederik!" Martin rev desperat flasken fra sin fætter. "Vi skal hjem". Martin var i panik. Det var ham, der havde lokket Carl Frederik med herhen af nysgerrighed. Det hævnede sig nu.

"Hov, hov, du". Brian rev brutalt flasken fra Martin igen og gav den til Carl Frederik. "Fordi du selv er sådan en dengse, behøver du ikke også være en party-killer. Du har aldeles ingen ret til at fortælle andre, hvad de skal gøre."

Tankerne for igennem Martins hoved. Han turde ikke komme hjem uden Carl Frederik. "De gamle" ville om ikke ligefrem slå ham ihjel, så i hvert fald blive edder spændt rasende. På den anden side kunne det her ikke fortsætter. Skulle han gå hen i præstegården i stedet? Præsten havde jo tavshedspligt. Men hvad ville han sige til, at sognemedhjælperens søn gjorde sådan noget? Måske ville far blive fyret - og under alle omstændigheder få at vide, hvad der var foregået. Så var han lige vidt.

I mellemtiden var Carl Frederik sunket sammen som en klud over bordet. Martin blev alvorligt bekymret. Der var ingen vej udenom. Han måtte have fat i sine forældre og så tage balladen.
****************************'

Panik hos Petersens top

"Jan, hvor er Martin og Carl Frederik?" Lisbeth havde fået kolde fødder, da hun ikke kunne finde drengene nogen steder i huset.

"De gemmer sig nok lidt på Martins værelse" svarede hendes mand. "De gider ikke alt det halløj".

"De er ikke på nogen af værelserne, og heller ikke i baghaven."

"Nå, men så er de nok gået en tur, for at slippe lidt væk fra festivitassen her."

"Men de har været væk i to timer."

Harriets klassekammerater var ved at gå hjem, da telefonen ringede. Lisbeth tog den med bankende hjerte. "Det er Lisbeth… Martin?… Hvad i alverden laver I der? Har jeg ikke sagt, at… Hva' sir' du dog… Carl Frederik... Og der er ingen, der har opsyn med stedet?  … Det var dog forkasteligt. Nå, men der er ingen tid at spilde, vi må ha' en ambulance ud til jer. Hvor sagde du, det var? ... Sofie Amalie, Adelgade 12... godt, jeg ringer øjeblikkeligt 112." 
************

Harriet græd i sin fars arme, chokeret over den pludselige tumult..

 "Ja, Harriet", sagde Lisbeth blødt og satte sig ned ved siden af sin mand og datter. "Jeg er ked af, at du skulle opleve sådan en redelighed på din ti års fødselsdag. Jeg er nødt til at køre på sygehuset. Jan, jeg tror, det er bedst, du bliver hjemme hos Harriet og Emma."

"Bli'r… snøft... Carl Frederik... snøft... rask igen?" hulkede Harriet.

"Ja, ja, han skal nok komme sig", beroligede Lisbeth. "Han skal bare have pumpet sprutten ud af kroppen. Det er ikke så behageligt, men det må man nogen gange ta' med. Men selvfølgelig virker det meget dramatisk, når der pludselig bliver ringet efter ambulance til et sted nede i byen, og man ikke ved, hvad der er sket."

"Hvad med Martin?" Spurgte Jan.

"Han kører med i ambulancen."

"Fint nok. Harriet, mon ikke, vi to lige skulle ha' en kop kakao, før jeg putter dig? Du trænger til noget at falde ned på efter den forskrækkelse." Far og datter gik ud i køkkenet. Lisbeth startede "Bedstemor And bilen" og kørte mod sygehuset, mens hun spekulerede som en gal på, hvad hun skulle sige til sin søster.
*********************

En dyr lærestreg top

Intensiv afdelingen bar præg af en dyster stilhed. Lisbeth standsede en sygeplejerske på gangen. Hun havde kort, leverpostejsfarvet hår og et imødekommende blik. "Kan jeg hjælpe dig?"

"Er Carl Frederik Duenhøegh her?"

"Carl Frederik? Og hans fætter Martin?" Hun smilede skævt. "Jo, de holder til på stue fem. Jeg tror, de har fået sig en grundig lærerstreg." Sygeplejersken fulgte Lisbeth hen til Carl Frederiks stue. Han var i færd med at kaste op, mens Martin holdt hans bakke. "Nå, Carl Frederik," sagde sygeplejersken og bøjede sig ind over hans seng. "Din mor er kommet".

"Moster," rettede Lisbeth. "Det er Martin, der er min søn."

"Åh, det var godt, der kom nogen til den stakkels dreng" sagde den gamle dame i sengen ved siden af.

"Ja, det er lidt synd for så unge drenge," indrømmede sygeplejersken. De er blevet lokket af nogle ældre drenge, og selvfølgelig kan en dreng i 11-12 års alderen ikke overskue konsekvenserne. Men jeg er sikker på, at det både er første og sidste gang for Carl Frederiks vedkommende, og at Martin aldrig vil drikke sig fra sans og samling efter det, han har oplevet."

"Nej, jeg skal i hvert fald aldrig være fuld," forsikrede Martin. "Tænk at få sådan en slange gennem næsen og ned i maven".

"Vi lod Martin overvære behandlingen til skræk og advarsel," forklarede sygeplejersken. "Det er en barsk måde at lære det på, men det er netop de helt unge, vi skal advare."

"Helt fint med mig", svarede Lisbeth. "I er nogle rigtige møgunger, at I bare sådan stikker af, uden at sige noget til os," sagde hun vredt til Carl Frederik og Martin. Og hvad havde I også at gøre på det diskotek? Martin, du ved udmærket, at jeg ikke vil ha', du går derhen. Far, Harriet og jeg har været så urolige for jer. Harriet begyndte at græde over al den postyr, og så lige på sin første runde fødselsdag. Det kan I virkelig ikke være bekendt."

Martin så ned i gulvet. Det at han havde ødelagt sin lillesøsters fødselsdag gjorde ham mere skamfuld end at være gået hen et sted, hvor han havde forbud imod at gå.

"Jeg er ked af det for Harriet," mumlede han. "Men mor, jeg prøvede virkelig at få Carl Frederik til at la' være med at drikke det sprut, og at få ham med hjem…"


"Det ved jeg, Martin" svarede mor, nu i et noget blidere tonefald. "Men I skulle aldrig være gået derhen. I kan jo ikke overskue konsekvenserne af det, de store drenge vil ha' lokket jer til. Det forstår du nok nu. Jeg tror også, I begge har fået en lærestreg, og at I har fået straf nok. Vi må se at komme hjemad. Kan vi hente Carl Frederik imorgen?" spurgte hun sygeplejersken.

"Det kan I," smilede hun.

Jeg gør det aldrig mere," forsikrede Martin.



**********************************

 Samvittighedskvaler top

 Lisbeth var flov over ikke at have holdt ordentligt øje med drengene. Havde det bare været hendes egen søn, i stedet for søsterens søn, som hun havde ansvaret for! Anne Louise ville blive fuldstændig hysterisk. Lisbeth indstillede sig på, at det sikkert både var første og sidste gang, Carl Frederik fik lov at besøge dem. 

Hendes hjerte sad oppe i halsen, da Anne Louise ringede fra privat hospitalet.

"Hvordan har Frede-drengen det?"

"Jo, han har det godt efter omstændighederne".

"Hvad i alverden mener du? Savner han mig?"

Lisbeth tog en dyb indånding, før hun gik til bekendelse. "Jeg er virkelig ked af det, Søsser, jeg skulle ha' passet bedre på. Et øjebliks uopmærksomhed, og drengene var forsvundet."

"Åh, nej dog, nu igen," sukkede Anne Louise. "Det er sket engang før for Carl Frederik og en af hans kammerater. Jeg ville ønske, han var blevet klogere."

"Hva' siger du dog, har Carl Frederik været til udpumpning før? Det er lidt usædvanligt for en elleveårig."

"Nej, det er desværre slet ikke så ualmindeligt blandt Carl Frederik og hans kammerater. Men hvad kan vi forældre gøre? Vi kan ikke gå og holde øje med dem hele tiden," sagde Anne Louise forsvarsberedt. Alle i vores kvarter arbejder jo meget." Hun lagde et særligt tryk på den sidste sætning, som om hun lagde en speciel ære i at arbejde så meget, at man ikke har tid til børnene. "For øvrigt, Lissen, kan du hente Carl Frederik på sygehuset og holde ham et par dage ekstra?"

"Ja, jeg havde faktisk planer om at hente Carl Frederik her i formiddag, og han er velkommen til at blive lidt længere - hvis du tør la' ham blive her. Carl Frederik og Martin er blevet rigtig gode venner."

"Godt, for jeg kommer først hjem sidst på dagen, og jeg er så fryyyyygtelig træt. Jeg har behov for fred og ro til at hvile mig et par dage."

Lisbeth tænkte sit, men tav klogelig stille.

(Fortsættes)

Kapitel 4. Drama på stranden top

"Wow, sikke en cool mobilos!" Amanda kiggede beundrende på Harriets mobiltelefon. "Så har din mor altså givet sig?"

"Ikke helt, men hun kunne ikke være andet bekendt end at lade mig beholde den. Jeg fik den af min fætter i fødselsdagsgave."

"Jeg er ked af, jeg ikke kunne komme til din fødselsdag. Vi var på Kreta på det tidspunkt."

"Var det godt?"

"Alle tiders. Jeg skal fortælle dig om det senere. Nu må vi hellere gå ind i klassen, så vi ikke kommer for sent."

Undervisningen gik trægt. Det var en af årets varmeste dage, og hverken lærere eller elever havde det store initiativ i den første uge efter sommerferien. Den dag sluttede undervisningen kl. 12.

"Øv, altså!" sagde Amanda. "Der er fem timer til mine forældre kommer hjem, og jeg må ikke længere være i Fritteren, nu da jeg er fyldt ti."

"Du kan gå med mig hjem." tilbød Harriet. "Min mor har fri her til middag, og hun har ikke noget imod, at vi tager venner med hjem."

"Det lyder godt. Jeg går med dig hjem."

Netop som pigerne skulle til at gå ind derhjemme, kom en cyklist rundt om hjørnet og drejede ind i deres indkørsel.

"Carl Frederik?" Harriet så forbavset på sin fætter. "Jeg troede ikke, du kunne li' at cykle?"

"Cyklen er det mest behagelige transportmiddel, når det er så varmt. Jeg kom til at holde lidt af cykling i dage, jeg var hos jer i ferien."

"Du har også tidligt fri fra skole idag?"

"Vores dansklærer blev syg. Det gør hun altid, når det er varmt."

I det samme drejede "Bedstemor And-bilen" ind i indkørslen med lille Emma solidt fæsnet i barnestolen. Lisbeth vinkede til dem og smilede bredt. "Hej, sikke da en masse mennesker." hilste hun muntert. "Carl Frederik, du er cyklet hele den lange vej, for at besøge os?"

"Det er såmænd ikke så galt med de ti kilometer" svarede hendes nevø. "Mor og far kommer først hjem engang i aften, og det var så kedeligt at gå derhjemme helt alene."

"Det tror jeg gerne. Kom med ind og få lidt frokost. Eller måske skulle vi sætte os ned i haven og spise."

Mens Lisbeth og børnene hyggede sig med frokosten i haven, ringede telefonen oppe i stuen. Lisbeth løb hurtigt derop. Hun så dyster ud, da hun kom tilbage. "Det var Ruth Larsen, der mistede sin mand for fjorten dage siden . Hun var fuldstændig opløst i gråd, så jeg bliver nok nødt til at køre hen til hende en times tid eller to."

"Hun græd ellers ikke den dag, Elmer døde" sagde Harriet. "Og heller ikke ret meget til bisættelsen".

"Nogen gange kommer reaktionen først senere." Lisbeth så på sit ur. "Jeg regner med, at far er hjemme indenfor den næste times tid, og jeg tror, jeg er tilbage senest om et par timer. Jeg tager Emma med."

"Øv, nu havde vi det lige så hyggeligt" udbrød Harriet spontant.

"Du skulle snakke", sagde Carl Frederik. "Din mor og far er da hjemme en stor del af tiden. Mine gamle arbejder altid til langt ud på aftenen, og når det endelig er weekend, holder de forretnings middage eller spiller golf, og søndag morgen, må jeg ikke forstyrre dem før tidligst kl. ti."

"Du er altid velkommen hos os, Carl Frederik, det ved du" svarede moster Lisbeth medfølende. "Selvom vi nogen gange må afsted uventet. Det er som regel kun nogle få timer, det drejer sig om."

"Nåja, det er da osse synd for Ruth" indrømmede Harriet gammelklogt.

Aldrig så snart var Lisbeth ude af døren, før Martin kom fra skole. "Hej, med jer. Hvor er mor - og Emma?"

"Henne og snakke med Ruth" svarede Harriet.

"Nå, men vil I ikke med til stranden? Det er så varmt."

"Vi må ikke cykle til stranden uden en voksen".

"Årh, hvad? Vi kører bare lige ned og dypper os engang, og så hjem igen. Det kan der da ikke ske noget ved. Far kommer først hjem om en time, så det er ikke engang sikkert, han når at opdage, vi har været væk."

"Okay, jeg går ind efter mit badetøj. Amanda, vil du låne en badedragt af mig?"

"Ja tak".

"Nå ja" sagde Martin. Hvad med dig, Carl Frederik, du kan nok ikke passe mine badebukser?" Den slanke, ranglede dreng så beklemt på sin buttede fætter.

"Jeg går faktisk aldrig i vandet" svarede Carl Frederik. "Men jeg vil gerne med alligevel."

"Fint, så er det afgjort."

Drama på stranden Top

Martin, Harriet og Amanda løb jublende ud i vandet, tog hinanden i hænderne og talte, mens de hoppede: "Poli-en, poli-to, poli-tre, poli-fire, poli-fem, poli-seks, poli-syv, poli-otte, poli-ni, poli-ti", hvorefter de smed sig i vandet og pjaskede rundt og viste hinanden, hvad de kunne og turde.

"Hjælp!" De tre børn så i retning af den ældre dame, der var ved at synke under vandet. "Harriet, du har din mobilos med" sagde Martin. "Skynd dig ind og ring efter hjælp, så prøver jeg at bjærge hende. Amanda , bliv lige stående et øjeblik."

"Carl Frederik!" råbte Harriet, idet hun styrtede ind mod stranden. "Ræk mig min mobil, hurtigt".

"Jaja, værs'go." Han så noget desorienteret til, da Harriet trykkede 112 og forklarede roligt og fattet, hvad der var sket og hvor. Martin og Amanda kom bærende med den ældre dame, der var kommet galt afsted. De lagde hende på maven og pressede vandet ud af hendes lunger. Hun begyndte at hoste og hive efter vejret. Så langt så godt. Hun var i det mindste ved bevidsthed. Kort efter kunne de høre ambulancesirenerne. Foruden ambulancen var der en redningsvogn. Den person, Harriet havde talt med på alarmcentralen, havde stærkt frarådet dem at prøve på selv at redde den druknende dame, men på det tidspunkt var Martin allerede igang med bjærgningsarbejdet. Til alt held havde han lært bjærgningsteknik i svømmehallen dagen før.

"Godt arbejde", nikkede den ene falck redder anerkendende. "Damen skal nok komme sig, og I kan forvente en belønning."

Efterbearbejdning. Top

Jan Petersen så sig om i huset og haven, men der var ingen at se. Nå, Lisbeth havde sikkert taget børnene med til stranden i det gode vejr. Han tog Ringenes Herre med ud i haven og gjorde sig det behageligt i liggestolen.

"Hold op, du kunne være druknet, Martin."

Jan så op fra sin bog ved lyden af Carl Frederiks stemme.

"Men det gjorde jeg altså ikke", svarede Martin en anelse skingert, som om han ønskede at skyde tanken fra sig.

Jan rejste sig fra liggestolen. Hvad snakkede de to drenge egentlig om, og hvorfor blandede Lisbeth sig ikke i samtalen?

Med bange anelser gik han om foran huset. "Hej, onkel Jan" hilste Carl Frederik.

"Hej, Carl Frederik og Amanda. Velkommen med jer. Hør, hvad er der sket?"

Harriet fortalte sin far alt hvad der var sket fra mor kørte hen til Ruth Larsen og til ambulance folkene havde overtaget ansvaret for den ældre dame, der havde været ved at drukne. Derefter begyndte hun at græde.

"Såså, min pige." Jan lagde sine beskyttende arme om sin datter. "I skulle ikke være taget til stranden alene, men jeg kan umuligt være vred på jer med den indsats, I har ydet."

I det samme kom lille Emma stolprende imod sin far med fremstrakte arme og et stort smil. Så lille, hun end var, mærkede hun dog, at der var et eller andet galt og standsede før hun var helt henne ved Jan og Harriet. Men Jan satte sig ned på hug, stadig med Harriet i armene, sådan, at hun kom til at sidde på hans ene knæ. Han rakte armen ud efter Emma og tog hende op på det andet knæ. Hun aede sin storesøster trøstende på kinden, og Harriet kunne ikke lade være med at smile gennem tårer.

"Det ser ud til, at Emma har en mirakuløs virkning, hvis man er ked af det." konstaterede Lisbeth. "Hun fik også muntret Ruth så meget op, at hun kluklo, inden vi gik derfra. Men hvad er der egentlig i vejen?"

"Martin," Jan kiggede opmuntrende på sin søn. "Denne gang er det din tur til at fortælle hele historien. Det er vigtigt, I alle sammen fortæller om episoden, så I kan få den ud af systemet."

"Åh, hvor var det godt, du havde din din bjærgningsteknik i så frisk erindring, Martin" sagde Lisbeth efter hans beretning.

"Kunne det ikke være blevet farligt?" spurgte Carl Frederik. "Ham fra alarmcentralen sagde til Harriet, at vi ikke selv måtte begynde at redde den gamle dame".

"Det er heller ikke ufarligt" indrømmede Lisbeth. "Man skal vide, hvad man gør. Men gør man præcis som man har lært, sådan som Martin gjorde, går det som regel godt. Amanda og Carl Frederik, I må orientere jeres forældre om, hvad I har været indblandet i. Jo før jo bedre."

"Min mor og far er først hjemme efter fem" indvendte Amanda.

"Og mine kommer først en gang sent i aften" sagde Carl Frederik.

"Så ring til dem på deres arbejde" opfordrede Lisbeth. "Jeg ville aldrig tilgive mine egne unger for ikke omgående at kontakte mig - eller Jan - om sådan en vigtig ting. Nej, I behøver ikke bruge jeres jeres mobiler" tilføjede hun, da Carl Frederik tog sin frem. "I kan bruge vores den bærbare. Den er lidt billigere."

"Jeg har min mors og fars numre til deres mobiler liggende i en telefonbog på min egen mobil" svarede Carl Frederik. Det havde Amanda også, og hun begyndte lidt modvilligt at taste sin mors nummer. Hun fik dog kun fat i mobilsvaren. Hun lagde ingen besked, men afbrød forbindelsen.

Travle Anne Louise Top

Anne Louise Duenhøegh brugte sin sene frokostpause til at rette på make-up'en før hun skulle have møde med eftermiddagens klient. Hun spiste ingenting midt på dagen. Man skulle jo nødigt ødelægge resultatet af fedtsugningen. Hun fik øje på en lille smilerynke ved sit højre øje. "Åh nej" tænkte hun. "jeg må have fat i privathospitalet igen. Hvis jeg er lidt heldig kan jeg få en uges efterårsferie. Måske kan de tage mig der". I det samme ringede hendes mobil.

"Advokat Duenhøegh" sagde hun betydningsfuldt.

"Hej, mor".

"Davs, Frede-dreng. Ved du hvad, jeg har et møde her klokken tre, det er ikke så godt, du ringer lige nu."

"Okay, jeg ringer senere. Martin har iøvrigt reddet en ældre dame fra druknedøden idag."

"Hvem? Din fætter? Hvorfor sagde du ikke det straks. Nej, hvor er han dygtig og tapper. Jeg må øjeblikkelig fortælle mine kolleger, at jeg har sådan en dygtig nevø."

"Han kunne ha' mistet sit eget liv, hvis han ikke havde været så dygtig. Jeg var bekymret for ham."

"Åh, Frede-dreng, din fætter er en lille helt."

Carl Frederik begyndte at fortælle sin mor hele episoden fra begyndelsen, men hun fejede ham af. "Jaja, det er godt, Frede-dreng, men nu har jeg altså ikke tid til at sludre længere. Hils moster Lisbeth." Dermed blev forbindelsen afbrudt.

"Fejede din mor dig virkelig bare af?" spurgte Lisbeth forarget.

"Hun har travlt. Det er det sædvanlige". Han trak på skulderen.

"Hmmm. Nå, men hvis hun først er hjemme sent i aften, vil du så ikke sove her i nat? Det er jo lørdag imorgen, så du behøver ikke tænke på skolen, og hvis dine forældre alligevel skal ud og spille golf, kan du lige så godt blive weekenden over. Vi kan køre hjem og hente skiftetøj til dig imorgen tidlig."

Carl Frederik behøvede ikke tænke længe over sin mosters tilbud, før han sagde "ja tak".

Til aftensmaden satte Lisbeth, for en sjælden gangs skyld, cola på bordet til børnene og rødvin til sig selv og Jan.

"Men dog, hvad fejrer vi?" spurgte hendes mand.

Lisbeth løftede sit glas. "Skål det gode redningsarbejde, I udførte i eftermiddag". Hun så rundt på børnene. "Men en særlig skål for Carl Frederik".

"Jamen, jeg har ikke lavet noget, det var de andre, der gjorde arbejdet."

"Du havde min mobil klar, så jeg ikke skulle lede efter den" sagde Harriet.

"Det er i sig selv en god indsats" nikkede Lisbeth. "Men uden en mobil kunne I heller ikke have tilkaldt hjælp. Så tusind tak fordi du gav Harriet sådan en til hendes fødselsdag. Jeg var modstander af, at hun skulle have en, men jeg må indrømme, mobiltelefoner kan være nyttige engang imellem."

Carl Frederik og Harriet udvekslede indforståede blikke.

Kapitel 5. Jul med forhindringer. top

En Hund i Huset.

"Hvor er det pænt af jer, at I vil passe Holger i julen, mens vi er i Mallorca."

"Vi glæder os, farmor." Harriet kastede en bold til den halvstore, legesyge labdradorhvalp.

"Ja, måske kan vi lære ham nogle tricks," foreslog Martin.

Lisbeth og Jan vekslede blikke. Jans mor havde knapt nok givet dem noget valg. Hun havde en næsten magisk evne til at få folk til at gøre tjenester for sig, selvom det egentlig ikke var belejligt for dem.

"Ingen årsag, Lilly," smilede Lisbeth. "Du er jo også altid villig til at passe ungerne, når det kniber."

"Det skulle da bare mangle, min søde pige. Det er godt, vi kan hjælpe hinanden. Jamen, der har vi jo lille Emma." Hun tog sit yngste barnebarn på halvandet år op på skødet og gav hende en knusetur.

"Er I sikre på, det er belejligt?" spurgte Jans far, der for første gang siden de var kommet, tog ordet. "I skal jo ikke være bundet til hjemmet for Holgers skyld alene."

"Åh, Sven Erik, Lisbeth sagde til mig, at de var hjemme hele julen," sagde hans kone i et tonefald, der ikke tålte modsigelse."

"Bare rolig, vi skal nok passe godt på Holger." sagde Jan. "Ungerne vil hellere end gerne underholde ham." Han gjorde en bevægelse mod de to ældste børn og hunden, der tumlede rundt på gulvet.

"Ja, er de ikke søde?" kvidrede Lilly. "Jeg er sikker på, at I vil få meget glæde af Holger i julen. Børn har også godt af at lære at omgås dyr. Da Jan var lille, købte vi en....."

"Jaja, Lilly, det er alt sammen udmærket." affejede Sven Erik hende. "Vi må se at komme videre. Der er mange ting, vi skal have ordnet inden rejsen." Tusind tak fordi I vil tage jer af rovdyret."

"Farfar, farmor!" Den 10-årige Harriet styrtede imod dem og omfavnede dem overstrømmende. "Pas godt på jer selv," formanede hun gammelklogt.

"Ja, det skal vi nok, min skat," lo farmor hjerteligt.

Farfar ruskede den 12-årige Martin i håret. "Farvel, knægt, kan du opføre dig ordentligt, mens vi er væk?" Han kiggede over sine "halvmånebriller" med et lunt glimt i øjet.

"Det kommer an på, hvor meget tøserne driller mig."

"Hvis de gør det, må du sige det til mig, så ordner vi dem sammen. Tro mig, jeg er i træning efter snart fyrre år sammen med din farmor." Han blinkede med det ene øje, mens de gik ud af døren.

Jan kluklo. "Haha! Han tror, han bestemmer, men farmor ender altid med at få sin vilje."
**************

Holger bliver Forelsket. top

Nej, Holger din slemme dreng, nu har du bidt gulvtæppet i stykker!" skændte Lisbeth.

"Vi må hellere gå en lang tur med ham, så han kan blive træt til aften." foreslog Jan.

"Må jeg holde ham?" spurgte Harriet ivrigt.

"Nej, det er altså min tur!" protesterede Martin. "Du holdt ham, da vi var nede i Døgneren."

"Martin har ret." sagde Lisbeth. "Men jeg tror hellere, vi skulle køre til stranden med Holger, så han kan løbe frit."

Den livlige unghund var helt ekstatisk over at blive sluppet fri. Han spurtede hen ad strandbredden, ud i vandet, ind på land igen og finde en kæp, som børnene skiftedes til at smide ud i vandet.

Pludselig tog Pokker ved Holger. Han havde fået øje på en yndig lille puddel, der kom gående pænt ved siden af sin herre, en ældre mand, der mindede om Lektor Blomme i Det Forsømte Forår.

"Nej, Holger, kom her!" råbte Jan. Men det var for sent. Holger havde allerede i kådhed kastet sig over puddelhunden, der lå under ham og peb ynkeligt. Dens herre bandede og svovlede over de uansvarlige hundeejere, der ikke havde en pind styr på deres hunde.

"De må meget undskylde." sagde Jan udglattende. "Holger gør det ikke af ond vilje. Han er bare en stor, legesyg hvalp."

"Ja, ja, den er go' med Dem." knurrede "Lektor Blomme". "Hvis De ikke øjeblikkeligt fjerner Deres køter fra min lille Perle, melder jeg Dem til politiet. Og hvis der er sket noget med hende, sender jeg dyrlægeregningen til Dem. Må jeg bede om Deres navn og adresse?"

"Kunne vi ikke ordne det i mindelighed?" spurgte Lisbeth roligt.

"I mindelighed," vrængede manden. "Perle skal på udstilling i morgen. Hun har lige været i bad og er blevet børstet og striglet, og se nu. Nu kan vi starte forfra. Hvad skal jeg dog gøre? Perle bliver ikke Dansk Champion i år." Han løftede ærgerligt sin hund op, vendte sig og gik med ludende skuldre.

"Puha, tænk at ha' sådanne ambitioner i forhold til sin hund." Jan rystede på hovedet. "Holger ville aldrig kunne begå sig på sådan en udstilling."

"Så skal han i hvert fald lære noget lydighedstræning først," sagde Lisbeth tørt.

"Ved du hvad, min skat? Jeg synes, du skulle overtale min mor til at gå til lydighedstræning med Holger. Det nytter ikke, at jeg eller min far gør det, men dig lytter hun trods alt til en gang imellem."

Vel hjemme igen slubrede Holger vand i sig, så han spildte ud over hele gulvet. Harriet begyndte at skraldgrine.

"Synes du, det er morsomt?" Hendes mor skubbede med en arrig bevægelse gulvklud og gulvskrubbe hen til hende. "Så værsgo at tørre op."

"Jeg kom bare til at tænke på", klukkede Harriet. "at alt det med Holger aldrig ville være gået hjemme hos moster Louise."

Lisbeth kiggede et øjeblik stramt på sin datter. Så begyndte hun også at le hjerteligt.

"Nej, det har du ret i. Hun ville ha' fået et hysterisk anfald over, at han slubrede vand ud på hendes fine gulv, og et nervesammenbrud over at han bed hendes ægte persiske tæppe i stykker. Gudskelov er vores ting da ikke så dyrebare. Lad os gå ind og hygge os i stedet for at ærgre os over en smule vand på gulvet. Jeg nægter at blive ligesom min søster."

************

Faster Anna Kommer på Besøg top

Når man snakker om solen…

Aldrig så snart havde familien Petersen sat sig til rette i sofaen med en skål juleknas, før telefonen ringede.

"Det er Lisbeth… davs, Søsser... hvad siger du dog?........Faster Anna... Kommer hun og besøger jer efter alle de år?.........nej, jeg ved godt, du er en travl karriere-Qvinde.. hos os?.......det tror jeg ikke er nogen god ide, vi har mine svigerforældres hund i pleje, og.......nå, okay da, men I må ta' forholdene som de er.......godt, vi ses....hej."

Lisbeth sank ned i sofaen med et suk.

Jan kiggede op fra Kristeligt Dagblad. "Dårligt nyt, skat?"

"Vores gamle faster har meldt sin ankomst hos Anne Louise og Herbert juleaftens dag; og Anne Louise kan under ingen omstændigheder have nogen boende, så travlt som hun har i sit job, så de kommer herud med hende."

"Nå, det er da vel ikke så slemt? Hun kan sove på divanen i kontoret. Den er ganske behagelig."

"Du kender ikke faster Anna. Hun er så bedrevidende, og hun kritiserer alting. Min mor var ved at få svip af hende, når hun kom på besøg, da vi var børn. Faster Anna kritiserede hende, det ene øjeblik for at opdrage os helt forkert; det næste øjeblik var det maden, det var galt med. Ellers var det møblerne, vores påklædning, mine forældres venner og jeg ved ikke hvad. Hun skulle nok finde på et eller andet.  Vi har ikke set hende siden min fars begravelse. Dengang var det galt, at jeg ventede Harriet så hurtigt efter at vi havde fået Martin."

"Nåja, det kan jeg godt huske." Jan trak lidt på smilebåndet. "Hun syntes også, at vi kunne ha' valgt et bedre navn end Martin."

"Det kan jeg ikke huske, men det har hun sikkert syntes."

"Det kan jo være, hun er faldet lidt til ro på sine gamle dage," trøstede Jan. "Du siger jo selv, at man skal gi' folk en chance."

"Ja, det skal man vel," sukkede Lisbeth. "Jeg tvivler bare på, at hun har ændret sig."
***************

Juleaftens dag havde familien Petersen travlt i køkkenet. Harriet skulle synge i kirkekoret om eftermiddag, så hun var noget overgearet. Hun skrålede julesalmer af fuld hals, mens hun pillede kartofler. Anne Louise og Herbert skulle hente faster Anna på stationen kl. 11, og så ville de alle sammen komme ud til en tidlig frokost og blive resten af dagen. Holger, der åbenbart ikke syntes, han fik nok opmærksomhed, havde fået fat i et af Jans slips. Han rystede det energisk, mens han logrede med halen.

"Nej, Holger, du må da ikke rende med mit slips. Taaaak." Jan prøvede at tage slipset fra hunden, der knurrede på skrømt.

Harriet så på Martin. "Vi gik da ellers en lang tur med ham i morges."

"Hør, hvor er Emma?" Lisbeth holdt pludselig op med at pille æg. "Jeg synes, hun er så stille."

"Åh, åh! Det er godt gjort, vi glemmer vores yngste barn, fordi sådan en bandit af en hundehvalp stjæler al opmærksomheden," mumlede Jan. Harriet for ind på sit værelse, som om, hun vidste, hvad der var i gære. Der lød et brøl derinde fra.

"Emma, din møgunge! Du kan være glad for, at du er så lille, ellers svarer jeg ikke for, hvad jeg ville ha' gjort ved dig!"

Emma satte i et vræl. Og hvilket syn, der mødte Lisbeth, da hun kom farende ind på værelset:

Harriets nederste skuffe stod vidt åben; alle hendes tusser og farver lå spredt rundt omkring på gulvet; og midt i det hele sad Emma, som angiveligt havde hygget sig med at male på vægge, tæpper og hvad der ellers kunne males på, da Harriet kom ind og råbte op. Emma selv var lige så overmalet med tusch.

"Åh, nej, Emma dog!" Lisbeth tog sin yngste op. "Og vi kan dårligt nå at få vasket dig inden gæsterne kommer. Harriet, du bliver lige nødt til at rydde op, før du kommer ud og hjælper færdig i køkkenet."

"Nej, jeg gider ej! Det er ikke rimeligt, jeg skal rydde op efter den lille møgunge."

"Kom så igang!" tordnede Lisbeth i en tone, der ikke tålte modsigelse.

Pokkers også! Hendes gode humør var væk. Hvorfor skulle sådan en dum lillesøster også ødelægge det hele? Tårerne trillede ned over hendes kinder.

"Okay, min pige, jeg skal nok hjælpe dig," lovede hendes mor, nu i et blidere tonefald. "Det er bare fordi, jeg selv er overspændt." Hun gav sin datter et knus. "Den Faster Anna. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal overleve at have hende."

"Så må vi også ordne hende sammen," Harriet tørrede tårerne væk og blinkede med øjet. "Ligesom vi hjælper hinanden med alt muligt andet."

"Ja, min skat," lo hendes mor. "Vi kan lige så godt grine lidt af det, ikke?"

Før Lisbeth nåede ud på badeværelset med en stortudende Emma, ringede dørklokken. Hun var nærmest til at lukke op, så der stod hun med et grædende barn, der var malet i ansigtet, på hænderne, på tøjet, ja alle steder.

"Wow, har I leget indianere?" Udbrød Carl Frederik ivrigt. "Ærgerligt, jeg ikke var her fra morgenstunden."

Anne Louise sendte Lisbeth et af sine anklagende blikke. Som så mange gange før tænkte Lisbeth på, om det var den slags blikke, hendes advokat-søster gav sine klienter i retten. Herbert rømmede sig usikkert. Faster Anna, som knapt nåede Anne Louise til skuldrene, kiggede vurderende over sine firkantede, grønne briller.

"Der er da ikke noget at sige til, at det stakkels barn hyler, når I majer hende ud på den måde." sagde hun med en høj, skinger stemme. "Er det noget, du har lært på børnehaveseminariet, lille Lisbeth?"

I det samme kom Holger, logrende med hele bagkroppen. Glæden ved at se nye mennesker fik ham til at tisse på gulvet. Før nogen kunne forhindre det, stak han snuden ind under Anne Louises elegante ternede nederdel. Hun stod fuldstændig som forstenet, mens hun blev mere og mere rød i hovedet.

Lisbeth greb hunden i halsbåndet og trak ham væk. "Nej! Kan du gå ind i stuen." Emma kluklo og prøvede at gøre sig fri af sin mor. "Gogo," grinede hun og pegede på Holger.

"Ja, gå du bare ind til Holger." Lisbeth satte hende ned på gulvet og bød gæsterne velkommen. Det var alligevel for sent at begynde at vaske Emma nu. Det var vigtigere at få tørret op efter Holger.

"I må undskylde alt det her postyr. Men kom nu med ind i stuen. Frokosten er klar."

"Jamen, søde Lisbeth," skingrede faster Anna. "Har du da slet ikke styr på dit hus og dine børn? Og du er endda børnehavelærerinde."

Hun sendte sin faster et dødbringende blik, men tav stille for husfredens skyld og begyndte sammenbidt at vaske entre gulvet.
*********************************

"Uhm, du kan altså bare det der med at lave mad, moster Lisbeth," sagde Carl Frederik med munden fuld af mad.

"Har du ikke lært, at det er uhøfligt at tale med mad i munden, lille Frede?" Faster Anna sendte ham et hvast blik. "Lille Lisbeth, har du selv lavet dine karry sild?"

"Ja, det har jeg gået og hygget mig lidt med om eftermiddagen," smilede hun stolt.

"Du bruger alt for meget karry, min skat, og du skulle nok have tilsat lidt mere sukker."

"Det er de bedste sild, jeg nogensinde har smagt," gumlede Herbert. "Du kunne godt blive ansat i mit support firma til at lave forretningsfrokost."

"Tak, Herbert, men jeg er udmærket tilfreds med mit halvdags job i Solstrålen."

"At du gider. Der er da ingen karriere muligheder i at passe handicappede børn."

"Det er så dejligt, livsbekræftende at se de små fremskridt, de børn gør."

Anne Louise sad og stak til en tør skive rugbrød med et par skiver tomat.

"Lille Anne Louise, du skulle virkelig spise lidt mere," formanede faster Anna. "Du er alt for tynd."

"Jeg har fået en fedtsugning i sommers," påpegede Anne Louise. Den skulle jeg nødigt ødelægge. Jeg er i øvrigt kaldt ind til en plastik operation for mine rynker ved øjnene."

"Jeg kan godt lide folk, der gør noget ud af deres udseende," nikkede Faster Anna anerkendende. "Du kunne også godt trænge til en plastik operation, lille Lisbeth. Hvis du havde lyttet til din storesøster og læst jura, havde du også haft råd til en ansigtsløftning. Og et større og flottere hus, og en indretnings arkitekt til at møblere dit hus lidt mere elegant. Foruden hushjælp, vinduespudser, havemand og opvaskemaskine."

"Det kan godt være, at arkitekt-tegnede møbler og hjælp til alt det praktiske er lykken for Anne Louise," svarede Lisbeth. "Men her skal børnene kunne røre sig, og vores ting skal kunne holde til det. Desuden er de to ældste store nok til at give en hånd med det praktiske."

"Det er fuldstændig urimeligt at sætte børnene til at lave noget derhjemme," sagde Anne Louise. "Hvis du var fulgt i mine fodspor, havde du ikke haft nød at sætte dem til huslige opgaver, mens du selv passer andres ufuldkomne unger."

"Må jeg være fri!" Lisbeth slog vredt i bordet og farven steg hende til ansigtet. "Der skal være plads til os alle sammen, også de handicappede. Der er så sandelig også brug for nogen til at passe dem. Det kan godt være, jeg ikke arbejder tres timer om ugen, men jeg har til gengæld tid til mine børn, Og for den sags skyld også Carl Frederik. Vær du glad for, at han kan være her, når du ikke selv har overskud til at tage dig af ham, fordi du ser dig nødsaget til at arbejde til klokken ni-ti stykker om aftenen. Og han er meget velkommen vil jeg lige understrege."

Harriet og drengene vekslede blikke.

"Undskyld?" sagde Harriet. "Må vi gå ind og pynte juletræ?"

"Ja, det må I godt." nikkede Lisbeth.

"Hvad? Skal pigen ikke hjælpe til med at vaske op?" spurgte Faster Anna.

"Nej. Hun skal synge i kirken i eftermiddag, så hun skal have lidt fritid."
*************

"Jeg gider altså ikke høre på alt deres ævl om hvem der har det flotteste hus, og hvem der har mest tid til sine børn," sukkede Harriet, mens de fandt julepynt frem. "Carl Frederik, du er så høj, gider du sætte stjernen fast i toppen af træet?"

"No problem. Men jeg kommer nok alligevel til at stå op på en stol."

"Nej, Holger, din gris, kan du komme ud herfra!" Harriet tjattede til hunden, der lettede ben op ad det flotte grantræ.

Imens juletræet blev pyntet, gik Jan igang med julemiddagen, og Lisbeth dækkede et flot bord med blå dug dekoreret med stjerner, så den så ud som en nattehimmel; røde lys og servietter.

"Blå dug og røde servietter!" udbrød Faster Anna forfærdet. "Jamen søde Lisbeth, det kan man da ikke! Din far ville vende sig i sin grav."

"Julemanden er human og ikke en hård banan," lød det fra radioens ønskekoncert.

"Faster Anna, skal du ikke ha' dig en lur?" Lisbeth tog hende ved armen og førte hende mod gæsteværelset, hvor hun havde redt op. "Det bliver en lang aften, så gå du nu ind og hvil dig, så skal Jan og jeg nok klare alle de andre ting. Vi vækker dig ved kaffetid."

"Nå, fik du stuvet hende lidt af vejen?" spurgte Jan lavmælt, da Lisbeth kom ud i køkkenet.

"Ja," sukkede hun. "Jeg ved snart ikke, hvem der er værst af Faster Anna og hunden."

"Du kunne jo prøve at sætte snor på Faster Anna og gå en tur med hende," Foreslog Jan.

"Jeg er bange for, at det ikke hjælper noget." lo Lisbeth. "Nå, jeg må videre med forberedelserne, nu hvor der er arbejdsro. Jeg håber, at Emma sover til jeg har lavet ris a la mande."

Anne Louise gik hvileløst rundt uden at vide, hvad hun skulle stille op med sig selv i søsterens hus. Hun turde ikke tilbyde sin hjælp. I alle de år, hun havde været gift og arbejdet som advokat, havde hun haft hushjælp, og hendes håndelag var langt fra så godt som Lisbeths.

Herbert, vil du ikke med ud og gå en tur?" plagede hun.

"Mmmm," brummede han bag avisen. Han havde sat sig godt til rette i husets bedste stol.

"Åh, jo kom nu. Tænk på alt det julemad. Det sætter sig. Du har godt af motion."

Han lagde modvilligt avisen fra sig og brummede noget uforståeligt.

Holger sprang muntert omkring dem, mens de tog overtøj på.

"Du kommer ikke med, hund!" brummede Herbert.

"Holger, kom her!" kaldte Lisbeth. "Vi må hellere få drengene til at gå en tur med ham, før vi skal i kirke. Harriet kan ikke nå det. Hun er vist allerede ved at klæde om til kirkekoret."
*****************

Eftermiddagskaffen forløb omtrent som frokosten. Faster Anna kritiserede kaffen, der var for tynd, og havregrynskuglerne, der smagte for meget af havregryn. Og hvorfor havde Lisbeth i øvrigt ikke bagt finskbrød? Anne Louise drog et lettelsens suk over, at hun havde fået den gamle dame indlogeret hos sin søster.

"Altså faster Anna." sagde Lisbeth, som efterhånden var ved at tabe tålmodigheden. "Du må nøjes vaniljekranse, brunekager, jødekager, marcipankonfekt og havregrynskugler. Vi skal både have and og flæskesteg til aften. Og inden du er færdig med ris a la manden, tror jeg, du er rigeligt mæt."

Harriet kom ind i stuen i sort nederdel og rød bluse. Hendes kinder var lige så hektisk røde som hendes bluse, og de grønne øjne skinnede endnu mere klart end sædvanligt.

"Mor, vil du lige hjælpe mig med at sætte hår?"

"Ja, sæt dig ned her." Hun klappede på sofaen ved siden af sig. " Skal vi lave en fransk fletning?"

Harriet nikkede ivrigt.

"Det var dog en frygtelig skrigende rød farve, hendes bluse har." kritiserede Faster Anna. "Den gang, I to piger sang i kirkekor, havde I pæne hvide bluser og mørkeblå nederdele.

"Nye tider, nye skikke," svarede Lisbeth, mens hun flettede hår.

"Jeg kan virkelig ikke forstå, hvorfor børn skal tvinges til noget så kedeligt som kirkekor," sagde Anne Louise. "Jeg kan huske, hvordan det hang mig ud af halsen. Men vi blev tvunget til det."

"Jeg syntes, det var sjovt," svarede Lisbeth.

"Det synes jeg også," sagde Harriet. "Jeg er ikke blevet tvunget. Vi har det så hyggeligt i koret. Vi snakker godt sammen; og når vi har øvet, får vi saftevand og småkager."

"Og så fniser I piger så godt sammen," tilføjede Jan. Han kiggede beundrende på sin datter. "Hvor er du smuk."

"Tak." Harriet smilede lidt genert. Hun havde fået øjenkontakt med Carl Frederik, der også kiggede beundrende på hende. Han kiggede forlegent ned i gulvet, lige efter at deres blikke havde mødtes.

 "Jeg må hellere se at komme afsted, så vi kan nå at øve en sidste gang," sagde Harriet.

"Jeg følger dig over til kirken," sagde Jan. Lisbeth omfavnede sin datter og ønskede held og lykke.

 En time senere så Jan på sit ur. "Nu må vi også hellere gøre os klar til at gå i kirke. Herbert og Anne Louise, kan I have Faster Anna med i bilen? Lisbeth og jeg og ungerne plejer at gå over til kirken."

"Må jeg ikke nok gå sammen med jer?" bad Carl Frederik.

"Selvfølgelig," svarede Jan.

"Du plejer da ikke at være så ivrig efter at gå, min dreng." sagde Herbert med undren.

Carl Frederik gjorde et diskret nik mod Faster Anna.

"Åh, ja, jeg forstår." Herbert klappede sin søn medfølende på skulderen.
*****************


"Jeg er bange for, vi er kommet for sent i kirke." Jan kiggede sig omkring efter siddepladser, men alt var optaget. Kordegnen og kirketjeneren kom bærende med en lang bænk.

"I skal da ikke snydes for Juleevangeliet," smilede den gamle kordegn.

"Meget fint. Kan du klare det, Faster Anna?" hviskede Jan.

"Ja, jo, det må man jo."

Den kvindelige kirketjener rakte hende et par puder.

Der blev sunget nogle julesalmer. Blandt andre "Julen Har Bragt Velsignet Bud." Kordegnen, der var falstring til fingerspidserne, sang Bu' i stedet for Bud; "Dans lille barn i moars skø', i stedet for "moders skød." og "Fralser" i stedet for "Frelser". Carl Frederik kunne ikke lade være med at fnise højlydt. Hans mor tjattede til ham, mens hendes øjne flakkede uroligt omkring, for at se om nogen opdagede det.

Præsten trak lidt på det ene ben, da han gik på prædikestolen. Han var et stort smil, da han med store armbevægelser talte til menigheden.

"Nu er det snart jul og alle er glade. Sådan skrev en af børnene i min kones børneklub i et julebrev til en missionær. Der er en forventning om, at vi skal være glade, når det er jul, men sådan fungerer det ikke altid. Nogle har mistet deres kære; mange er ensomme i julen; nogle er ramt af sygdom; nogle af os, herunder jeg selv, er ramt på førligheden. Der kan komme noget til os alle på alle tider af året. Men uanset, hvordan vi føler og hvordan vore livsvilkår ændrer sig: Jesus er altid den samme. Alle som vil, har del i frelsen og det evige liv. Jesus kom til jorden for din og min skyld. Der står skrevet i Johannes evangeliet kapitel tre, vers seksten: "Thi således elskede Gud verden, at han gav sin søn den enbårne, for at enhver som tror på ham ikke skal fortabes, men have evigt liv." Du har lov til at komme til Jesus præcis som du er. Du kan fortælle Ham hvordan du har det. Han har taget dine og mine synder på sig. Han har taget den straf, du og jeg skulle have haft. Vi skal ingenting gøre. Vi magter ikke at være gode nok til Gud. Men Jesus har gjort det for os. Det eneste, vi behøver gøre, er at tage imod Jesus og sige tak. Så skal vi en dag være sammen med Jesus på en jord uden vold, uden sygdom, uden sorg. Amen. Vi skal slutte af med at synge Her Kommer Jesus Dine Små."

Efter gudstjenesten stillede præsten sig i døråbningen og hilste på alle sognebørnene med en hånd, der så at sige var "vissen".

"Dejligt at se nye ansigter," smilede han, da han hilste på Faster Anna og familien Duenhøegh. "Er I her fra egnen?"

"Vi bor ca. ti kilometer herfra." svarede Anne Louise. "Og vores faster er rejst hele den lange vej fra Hillerød." Hun nikkede mod faster Anna.

"Det er noget af en tur. Du må da være godt træt?" spurgte præsten den ældre dame.

"Nårh, det er såmænd ikke så slemt. De unge mennesker lod mig få en god middagslur. Men sig mig, Præst, hvad er der dog sket med dine arme og ben?"

"Det er positivt, at nogen tør spørge. Jeg er spastisk lammet fra fødslen," svarede præsten. "Min mor trænede utrætteligt med mig. Det er hendes fortjeneste, at jeg idag kan passe mit præste-embede. Og så må jeg jo ikke glemme min kone og mine fire dejlige unger," smilede præsten. "Uden dem var jeg ingenting."

"Du er et glimrende eksempel på, at træning nytter," sagde Lisbeth. "Jeg tænker altid på dig, når jeg træner med børnene i Solstrålen. Så er der ligesom håb forude."

"Det er nok så meget Guds vilje," mente præsten. "Han kan bruge os alle som vi er."

"Det var en god prædiken," sagde Jan. "Engang imellem er det godt at standse op og tænke på, hvorfor vi holder jul, i stedet for bare at stresse ørkesløst derudaf."

"Ja. Gud spørger os heldigvis ikke om, hvor mange småkager, vi har bagt eller hvor dyre gaver, vi giver." 

"Det er en stor trøst," smilede Lisbeth. "Niels, du må have en rigtig glædelig jul, og hils Mette." Hun gav præsten hånden. "Nu kommer Harriet. Hun plejer at være helt oppe i skyerne, når hun har sunget."

"Mor, far!" Harriet kastede sig efter tur i armene på sin Lisbeth, Jan, og Martin. Hun tog Emma op og gav hende en svingtur.

"Det var en flot optræden, min skat." sagde Lisbeth kærligt. "I er dygtige, I korpiger."

Selv Faster Anna havde ingen kritik af gudstjenesten. Hun virkede sært stille og eftertænksom.
********************



Det varede længe, før familien kunne sætte sig til bords. Der ventede dem et større oprydningsarbejde. Juletræet var væltet hen over det pyntede spisebord, vandet var løbet ud af juletræsfoden. Julepynt, tallerkener, smadrede glas og glaskugler og bestik lå spredt rundt omkring. Og midt i det hele lå Holger og hyggede sig med at gnave julehjerter."

"Åh, nej, jeg holder det ikke ud længere!" Lisbeth tog sig til hovedet.

"Så lad mig klare det, lille Lisbeth." Faster Anna klappede hende på armen. "Sæt dig nu hen og slap lidt af, min pige. Husk på, hvad præsten sagde. Julen er mere og andet end juletræ og et fint dækket bord. Lille Harriet, kan du finde en stak håndklæder til at suge vandet op? Og Herbert, du må hellere samle julepynten sammen. Pas på glasskårene."

I det samme stak Emma i et vræl. Hendes lille hånd blødte faretruende.

"Åh nej, lille skat dog!" Lisbeth for op, løftede sin lille pige op og bar hende ud på badeværelset, mens hun trøstede. "Så så så, lille skat, nu skal vi nok få lappet dig lidt sammen."

"Sikke en redelighed," sagde Faster Anna. "Anne Louise, min skat, går du ud og gør maden færdig? Lisbeth har rigeligt at gøre med den lille."

"Jamen, Faster Anna, jeg....øh....." stammede hun med et forfærdet udtryk i ansigtet.

"Åh, ja, du er chokeret, selvfølgelig. Sæt dig ned, så skal jeg klare det, mens I andre rydder op. Har I nogle gummihandsker, I kan tage på, mens I fejer glasskår op?"

"Gummihandsker? Ja, det var egentlig en udmærket ide, faster Anna," nikkede Jan. "Vi har vist nok et par i rengøringsskabet."

Omsider var det ryddet op, og anden og rødkålen duftede fra køkkenet. Emma havde fået sit gode humør igen. Hun gik stolt og viste sit Minnie Mouse plaster frem.

"Ja, i må altså nøjes med voksdug og engangs service. Det var hvad jeg kunne finde," undskyldte Faster Anna, der havde dækket bord i køkkenet.

"Det var dejligt," svarede Lisbeth. "Så sparer vi opvasken."

"Vi har da stadig nogle røde lys og servietter." trøstede Harriet. "Så ser det trods alt lidt juleagtigt ud. Og som præsten sagde, er det vigtigere at tage imod Jesus end at ha' en perfekt jul."
***************

Efter bordbønnen forløb julemiddagen ganske hyggeligt. De tre ældste børn snakkede livligt; Herbert guffede i sig med god appetit; Anne Louise og Lisbeth hyggede sig med deres små orddueller.

"Jeg fatter ikke, hvordan I kan leve uden en opvaskemaskine," sagde Anne Louise.

"Du fatter vist i det hele taget ikke, hvordan vi kan leve som vi gør, Søsser," gav Lisbeth igen. "Hvad ville du dog gøre, hvis du var født hundrede år tidligere? Du ville aldrig overleve at vaske tøj på et vaskebræt eller lave al mad fra bunden af. Eller for den sags skyld ligge på alle fire og skure gulv."

"Man skulle nærmest tro, du var født i det forrige århundrede sådan som I lever, Lissen."

"Det er vi begge to, Søsser," svarede Lisbeth. "Vi er endda født i det forrige årtusind."

For en gangs skyld blandede Faster Anna sig ikke. Selv Holger forholdt sig i ro; bortset fra at snorke højlydt på den gamle badekåbe, hans "mor" havde sendt med ham.

Jan rømmede sig. "Øh, jeg vil nødig ødelægge den gode stemning, men det lykkedes altså ikke at få juletræet op og stå igen, så det kan vi ikke danse om."

"Hvad med jeres troldhassel i haven?" foreslog Carl Frederik. "Der er jo lyskæder på."

"Carl Frederik, du er simpelthen genial!" Jan klappede ham hårdt på skulderen. "Klæd jer godt på, folkens, så går vi ud og danser om troldhasselen."

"Det kan jeg ikke med mine høje hæle," protesterede Anne Louise.

"Jeg har et par trigger-støvler, du kan låne," foreslog Lisbeth. "Vi to bruger samme skonummer."

"Jeg er jo ikke vant til at rende rundt i sådan nogle kolosser," sagde Anne Louise overlegent.

Lisbeth trak på skulderen. "Det er op til dig selv, Søsser. Hvis du hellere vil vralte rundt om troldhasselen på dine fine høje hæle og blive våd og kold af sneen, er det din egen sag."

"Nå, der er vel alligevel ikke nogen, der kan se, hvad man har på fødderne ude i den mørke have." mente Anne Louise. "Lad mig bare låne dine fodformede, Lissen."

Holger vågnede op til dåd, da de alle sammen begyndte at gøre klar til at gå ud. Han sprang omkring og gøede ivrigt; lavede mavelandinger i sneen og rullede sig af hjertens lyst. Han ville også gerne danse med rundt om troldhasselen, så han hoppede op mellem Anne Louise og Faster Anna og lavede en rift i armen på sidstnævnte.

"Din slemme hund!" skændte Faster Anna. Men overraskende nok kløede hun smilende hunden bag ørerne.

Lisbeth for ind efter et plaster. "Du må altså finde dig i, at det er med Mini Mouse," sagde hun.

"Tak skal du ha' min pige." smilede Faster Anna.
*************

Julegaverne blev åbnet over en kop varm te.

"Det var en kold omgang." Herbert skuttede sig.

"Ja, men nu har vi prøvet det med." sagde Faster Anna, mens hun kælede for Holger.

"Er du slet ikke vred på Holger, Faster Anna?" spurgte Martin undrende.

"Nej, herregud. Han vil jo bare være sammen med os andre. Hunde er flokdyr. Ligesom os mennesker. Vi bliver sære af at gå rundt for os selv. Lille Lisbeth, jeg er ked af, hvis jeg har været for kritisk overfor dig."

"Du er såmænd ikke den eneste." Lisbeth smilede skævt. "Søsser fortæller mig altid, at vores livsstil er håbløst gammeldags og at vi er uambitiøse og stillestående."

"Det har jeg aldrig sagt, Lissen," protesterede Anne Louise."

"Såså, piger." Faster Anna gjorde en afværgende bevægelse med hånden. "Jeg fordømmer ikke nogens livsstil; jeg vil bare så gerne gøre mig nyttig i stedet for bare at blive vartet op. Det fik jeg så lejlighed til her til aften."

"Det var godt du tog over, Faster Anna," sagde Lisbeth. "Jeg var begyndt at føle mig helt mislykket."

"Det var ikke meningen, min pige." Faster Anna klappede hende blidt på kinden. "Det er den bedste jul, jeg har oplevet i mange år."

"Det er dejligt at høre, Faster Anna," sagde Jan. "Det er også rart at vide, at der er en, som aldrig svigter os, uanset hvor mislykkede, vi føler os, og uanset vi spiser ved et fint julebord eller ved køkkenbordet og danser omkring en troldhassel."

"Ja, og Jesus selv blev jo født i en stald," tilføjede Harriet.

"Og Han levede aldrig noget luksusliv, mens Han var på jorden," sagde Martin. "Så behøver vi heller ikke at gøre det."

"Nej, det vigtigste er, at vi tror på Ham," svarede Lisbeth. "Nu skal vi ha' kaffe og konfekt."

"Lad mig hjælpe," Faster Anna rejste sig.

"Altså lille Lisbeth, du laver kaffen alt for stærk. Så kan vi ikke sove."

Lisbeth og Anne Louise vekslede blikke. For en gangs skyld var der noget, de var enige om: Faster Anna var i bund og grund uforbederlig.